Gæsteindlæg af psykolog Theiss Bendixen, redigeret af Morten Elsøe.
Konspirationsteorier stortrives i corona-krisen.
I kølvandet på den verdensomspændende virusepidemi har vi set en opblomstring af både nye og gamle konspirationsteorier, der hver især giver deres egen forklaring på virussens oprindelse, udbredelse og konsekvenser.
Disse påståede sammensværgelser spænder vidt og bredt og inkluderer:
At virussen er et biokemisk våben fremstillet af kineserne.
At medierne overdriver virussens dødelighed for at destabilisere den herskende politiske orden.
At virussen er blevet skabt for at ”regulere” verdens befolkningstal.
At grundlæggeren af Microsoft, Bill Gates, vil udnytte pandemien til at implantere sporings- og overvågningsteknologi i en kommende vaccine.
At virussen opstår og spredes fra 5G-telemaster.
Samt at virussen slet og ret ikke findes, men at hele krisen tværtimod er ét gigantisk fupnummer, iscenesat af verdens magthavere for at skabe frygt i befolkningen og tilrane sig verdensherredømmet.
Konspirationsteorier kombineres ofte, for at skabe en endnu større og tilsyneladende sammenhængende fortælling. Eksempelvis blandes modstanden mod 5G nu sammen med forskellige konspirationsteorier om corona.
Det er naturligvis fornuftig altid at være på vagt over for magthavere. Magthavere har udnyttet deres magt før, og de vil gøre det igen.
Men at forholde sig kritisk til officielle magthavere indebærer ikke, at man forholder sig ukritisk til rygter om deres ondsindede dagsorden.
For ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser – uanset hvor motiveret man er til at tro på sådanne påstande. Og fælles for corona-konspirationsteorierne er, at de på samme tid er ubegrundede og ekstremt usandsynlige.
Der er ikke skyggen af beviser for nogle af dem (kun små bidder af fordrejet eller opdigtet information, som strikkes sammen til spændende og gribende historier), og de strider i mod meget af det, vi ved om verden: 5G-teknologi kan fx på ingen måde forårsage, forstærke eller sprede virus, og det ville være stort set umuligt for verdens medier og myndigheder at koordinere et så omfattende fupnummer som en pandemi.
Alligevel er flere af disse ubegrundede konspirationsteorier også blevet luftet i en dansk sammenhæng, særligt i kredse, der i for vejen modsætter sig videnskaben og som fascineres af det ”naturlige” og det ”alternative”.
Og nu har et par helt nye videnskabelige undersøgelser kigget på en række faktorer, der kan kædes sammen med, i hvor høj grad folk bekender sig til disse corona-konspirationsteorier.
Forskningen er – som langt det meste psykologiske forskning – foretaget i USA. Det betyder, at resultaterne nødvendigvis ikke fuldstændigt kan overføres til en dansk sammenhæng. Eksempelvis har Danmark langt fra det samme niveau af økonomisk ulighed og politisk polarisering som USA.
Men eftersom resultaterne er i overensstemmelse med megen tidligere forskning i psykologien bag konspirationsteorier, inklusive tværkulturel forskning, kan de nye undersøgelser sikkert alligevel godt lære os noget om corona-konspirationsteorier herhjemme.
Gensidigt udelukkende
Læg først og fremmest mærke til, hvordan flere af de ovennævnte corona-konspirationsteorier er gensidigt udelukkende.
Virussen kan ikke både være skabt af kineserne og stamme fra 5G-teknologi.
Virussens dødelighed kan ikke både være et effektivt middel til regulering af verdens befolkning og være blevet overdrevet af medierne.
Og – mest åbenlyst – virussen kan ikke både findes og ikke findes.
Alligevel er det over hver tiende deltager, der i de nye undersøgelser tilkendegiver, at de bekender sig til to eller flere af de ovennævnte corona-konspirationsteorier – selvom de altså potentielt modsiger hinanden.
Dette er et afslørende resultat. Men det er ikke overraskende.
Resultatet passer nemlig med tidligere forskning, der viser hvordan folk, der bekender sig til én konspirationsteori også er tilbøjelige til at bekende sig til flere – selv når disse udelukker hinanden.
Tror man først på én konspirationsteori, tror man ofte på flere – også selvom de udlukker hinanden.
Et studie fandt fx, at jo mere deltagerne troede på, at Prinsesse Diana iscenesatte sin egen død, jo mere troede de på, at hun blev myrdet.
For tilhængere af konspirationsteorier handler det altså ikke så meget om konspirationsteoriernes detaljer, og om hvorvidt de er ”sande” eller ej. Det vigtigste er, at konspirationsteorierne fortæller en anden historie end den ”officielle”.
”Sandheden” om verdens begivenheder er, med andre ord, ikke hvad de etablerede medier og myndigheder hævder, ifølge konspirationsteoriernes logik. Sandheden venter på at blive afsløret ”derude”.
Et konspiratorisk verdenssyn
Disse forskningsresultater afslører en indsigt, der er central for at forstå konspirationsteoriers psykologiske tiltrækningskraft: Konspirationsteorier er ofte udkrystalliseringer af et dybereliggende verdenssyn. Et verdenssyn, der domineres af mistro og mistanke.
Mistro til medierne, myndighederne, de store industrier, videnskaben.
Mistanke over for ”det etablerede”, ”Systemet” og ”det officielle”.
Det er derfor, at forskellige konspirationsteorier ofte går hånd i hånd. Fordi de udspringer fra et konspiratorisk verdenssyn, der gennemsyrer, hvordan man forstår verdens store og små begivenheder.
Og i virkeligheden giver det jo god mening: Hvis man allerede har accepteret én storstilet konspirationsteori som sandsynlig – selvom der ingen beviser eller logiske argumenter er for den – hvorfor så ikke dem alle sammen?
Enten er man kritisk overfor konspirationsteorier, eller også er man ikke.
Ifølge både de nye undersøgelser og tidligere forskning er dette verdenssyn særligt udbredt hos folk, der allerede føler sig marginaliseret i samfundet.
Hos folk, der føler sig ladt i stikken, magtesløse, usikre på fremtiden og med tilværelsen ude af egen kontrol.
Med andre ord: hos folk der har gode grunde til at føle en vis mistanke over for omverden.
Kombinér sådan et verdenssyn med en verdensomspændende helbreds- og økonomisk krise, med endnu mere eksistentiel usikkerhed til følge – særligt hos de selvsamme udsatte grupper af mennesker – og vi står pludseligt med de perfekte vækstvilkår for konspirationsteoretiske forklaringsmodeller.
Et vindue til den menneskelige psykologi
Corona-konspirationsteorierne opfylder desuden en lang række karakteristika, som vi også kender fra øvrige populære konspirationsteorier:
”Beviserne” for konspirationen er enkeltstående og uafhængige detaljer – taget ud af deres kontekst, fordrejede eller direkte opdigtede – der væves sammen til en sammenhængende og omfattende historie.
Den påståede sammensværgelse er verdensomspændende. Den har globale konsekvenser. Det er eliten og magthaverne mod befolkningen.
Aktørerne bag den påståede konspiration er umenneskeligt onde (har Bill Gates virkeligt ikke andet i tankerne end verdensherredømmet?) og overmenneskeligt kompetente (hvordan kan alle verdens mediehuse og myndigheder være så velkoordinerede, at de kan dække over – eller groft overdrive – en pandemi?).
Og så er konspirationsteorien ikke mindst en ekstremt spændende – om end faretruende – historie.
En historie, der er umulig at modbevise fordi alle beviser mod konspirationen kan laves om til beviser for konspirationen: hvis vi siger at konspirationsteorien usandsynliggøres af vores bedste videnskabelige viden på området (fx at 5G ikke kan skabe eller sprede virus), så er vi og videnskaben jo bare en del af sammensværgelsen!
Og der er en grund til, at konspirationsteorier generelt deler disse grundtræk: De pirrer den menneskelige psykologi og fantasi.
Vi mennesker har en svaghed for denne slags fortællinger – fortællinger om hvordan verden fungerer, og hvem eller hvad der kontrollerer dens skelsættende begivenheder.
Fortællinger om sammensværgelser, om hemmeligheder og afsløringer, om det gode mod det onde, de svage mod de stærke. Konspirationsteorier er således et vindue til den menneskelige psykologi – et perspektiv, som jeg uddyber i bogen, SKEPTISK.
Hvordan kommer vi konspirationsteorier til livs?
Alt dette har stor betydning for, hvordan vi kan komme konspirationsteorier til livs. For konspirationsteorier er ikke harmløse. Tilhængerne vælger nogle gange at handle på dem og det kan have alvorlige negative konsekvenser i verden.
Dette gælder også corona-konspirationsteorierne.
I løbet af foråret blev en lang række telemaster rundt om i Europa eksempelvis ødelagt, sandsynligvis som følge af forestillingen om, at 5G-teknologi skulle være årsagen til corona-virus.
Og forestillingen om, at corona-virussen er overdrevet – eller slet og ret ikke findes – kan have sænket eller forhindret politiske tiltag, der kunne have hæmmet virussens smittespredning i flere lande og dermed have reddet menneskeliv.
Mere generelt har corona-krisen vist, hvor vigtigt det er for et samfund, at borgere – på trods af politiske og sociale uenigheder – i det mindste stoler nok på et ”fælles tredje” i form af myndighedernes officielle oplysninger og adfærdsanbefalinger til at følge dem.
Men hvis konspirationsteorier er tiltrækkende, fordi de harmonerer med en række almenmenneskelige psykologiske faldgruber, og hvis de især appellerer til mennesker, der af forskellige årsager føler sig ladt i stikken af samfundet og generelt er konspiratorisk anlagte, så komplicerer det mulighederne for at komme konspirationsteorier til livs.
Ved at reducere oplevelsen af ulighed og marginalisering i samfundet burde man – blandt mange andre goder – kunne dæmpe konspirationsteoriers udbredelse, men det er åbenlyst en ambition, der kræver storstilede samfundsændringer og som derfor ikke er en realistisk løsning her og nu.
Mytepunktering
Såkaldt ”mytepunktering” – detaljeret tilbagevisning af påstandene, som en specifik konspirationsteori hviler på – vil næppe være særligt effektivt overfor personer, der tror på teorierne.
Hvorfor? Fordi det, som nævnt, ikke nødvendigvis er “detaljerne” – dem, der typisk rettes én efter én af faktatjekkere – i konspirationsteorierne, der er det afgørende for konspirationsteoriers udbredelse.
Nej, det altafgørende er den nagende fornemmelse af, at der er (eller må være) noget stort, hemmeligt og farligt på færde, som er uden for vores egen kontrol.
Det konspiratoriske verdenssyn.
Mytepunktering kommer derfor nemt til at tage form af det klassiske arkadespil ”Smask en muldvarp” (Whack-a-mole): Så snart vi har manet én påstand eller en hel teori til jorden, springer nye blot op med det samme. Ønsket om, at mytepunkteringen får tilhøreren til at erkende, at teorien og tænkningen er fejlagtig, bliver yderst sjældent indfriet.
Effektiv mytepunktering må desuden tage hensyn til, at konspirationsteorier ofte er en del af tilhørerens personlige verdenssyn og identitet.
Det er derfor ikke kun rå kendsgerninger og objektive observationer, der er på spil, men dybe følelser og selvopfattelser.
Dette gør det langt vanskeligere at ”omvende” tilhængere af konspirationsteorier, og i værste tilfælde kan mytepunktering ende med at give bagslag og forstærke overbevisningen.
Effektiv mytepunktering overfor folk, der tror fuldt og fast på konspirationsteorier, må således søge at identificere, anerkende og bevare tilhørerens verdenssyn i det omfang, at det overhovedet er muligt, samtidig med at misinformationen selvfølgelig korrigeres kort, klart og præcist.
Det er balancegang på en knivsæg, men det er ikke en umulighed.
Hvad angår tilhængere af konspirationsteorier kunne én strategi eksempelvis handle om at tale til tilhørerens stærke opdagerlyst: Vi er alle sammen ude efter sandheden om verden omkring os. Vi er bare uenige om metoderne og de grundlæggende præmisser.
En ”vaccine” mod misinformation
Ét muligt værn mod konspirationsteorier er at forhindre, at de bliver hvirvlet ind i politik. For vi mennesker har det med at mene det samme, som de mennesker, vi omgås og ser op til.
Og i det omfang, at vi identificerer os med vores politiske farve, kan politikere, der indtager konspirationsteoretiske standpunkter, derfor bidrage til at sprede denne misinformation blandt deres vælgere, simpelthen fordi vi lytter mere til de politikere, som ”vi holder med” end dem, som ”vi er imod”.
Vi har for nylig set eksempler på denne slags dynamikker i dansk politik, hvor fremtrædende politikere gentagne gange har udtrykt konspirationsteoretisk mistanke over for vacciner og 5G-teknologi.
Men der er enkelte lyspunkter: En række nylige psykologiske eksperimenter har nemlig antydet, at vi i stedet for at korrigere konspirationsteorier, efter at de er blevet udbredt, muligvis vil have større held med at forebygge eller ”vaccinere” mod konspirationsteorier, inden de opstår og spredes.
En sådan ”vaccine” må, tyder forskningen på, blandt andet bestå af en udbredt og almen forståelse for konspirationsteoriers logiske og faktuelle fejlslutninger, deres generelle psykologiske tiltrækningskraft, og hvilke mentale puds de kan spille på den menneskelige psykologi.
Mere generelt må en vaccine mod konspirationsteorier og anden misinformation sandsynligvis bestå af en forståelse for, hvordan man skelner fakta fra fantasi og vrøvl fra virkelighed.
Med andre ord, en forståelse for hvordan videnskaben fungerer. En forståelse for sund skeptisk tænkning.
Og sidst men ikke mindst tyder forskning på, at en sådan ”misinformationsvaccine” yderligere må bestå af en oprigtig nysgerrighed på verden omkring os og en begejstring for, hvor vidunderlig den virkelige verden i virkeligheden er.
Dette ville blandt andet kræve, at videnskaben – dens metoder og bedrifter, opdagelser og udestående mysterier – bliver fast inventar i vores dagligdag, i vores underholdningsindustri, nyhedsstrøm, politiske debatter og uddannelsessystem.
Ikke bare videnskab som kendsgerninger og udenadslære, men som en tænkemåde. Som et redskab vi kan bruge til at skelne sandt fra falsk.
På den måde undgår vi, at dele af befolkningen bekymrer sig unødigt om sammensværgelser, der formentlig ikke eksisterer – og forsøger at sprede denne bekymring – så vi i stedet kan fokusere på at løse verdens reelle udfordringer. Sammen.
Theiss er psykolog og PhD Fellow ved Aarhus Universitet. Han er aktuel med bogen ”SKEPTISK – En hyldest til videnskaben og et opgør med pseudovidenskaben” (FADLs Forlag, 2020), der blandt meget andet handler om psykologien bag misinformation og konspirationsteorier.
Forordet til ”SKEPTISK” er skrevet af Morten Elsøe og kan læses i sin fulde længde her.