Det er ikke selvkærligt at fornægte sig selv nydelse. Og det er heller ikke en god vægttabsstrategi.
Vægttabsforsøg er for det meste motiveret af selvhad, drevet af negativ selvsnak og praktiseret som én lang straf – uden en eneste tilgivende tanke. De gør derfor kun livet værre for den, der kaster sig over det. Af samme grund går flere og flere i retning af et såkaldt “selvkærligt vægttab”. Men findes et sådant? Eller er det altid mest selvkærligt at slippe tankerne om at tabe sig? Det forsøger vi at give et nuanceret svar på i dette afsnit.
Vi kommer blandt andet ind på:
Hvordan det typiske vægttab snarere er selvhadsk end selvkærligt – vurderet på både motiver og metoder.
At motiverne for det typiske vægttab er frygt, flokkultur, internaliserede skodværdier og selvafsky, der skaber en slags konstant desperation efter et vægttab.
Hvordan disse motiver fører direkte til metoder, såsom fornægtelse af nydelse, straf-motion, selvudskamning når man “falder i”, fravær af nysgerrighed på sig selv og fokus på mål fremfor handlinger.
For hvem (og i hvilke situationer) et vægttab kan give mening.
Hvordan et selvkærligt vægttab adskiller sig fra et, der kommer af selvhad – både når det kommer til motiver og metoder.
Hvilke etiske forpligtelser en behandler har, så man ikke bakker op om dårlige motiver og metoder – og samtidig ærer klientens ønske.