Sandheden om hormoner i mælk

Frygter du hormoner i mælk? Så er du nok ikke den eneste. For som med meget andet, er også mælk blevet genstand for pseudovidenskabelig skræmmeretorik. Men er der hold i de mange påstande om mælk, hormoner og kræft? Læs med her, og få 6 SANDHEDER om hormoner i mælk. 

1. Væksthormon fra mælk har ingen effekt på mennesker

“Væksthormon”. Ordet i sig selv, kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen, og bare tanken om, at det er at finde i et glas “uskyldigt” mælk, er nok til at få mange til at vende mælken ryggen - og opfordre andre til det samme. Men er der overhovedet noget at være bange for? Nej. For selvom komælk ganske vist indeholder en lille smule væksthormon, er det lige meget: væksthormon fra en ko har nemlig ingen biologisk aktivitet i mennesker [1]. 

Væksthormon (bovine growth hormone, bGH) er et såkaldt “peptidhormon” - altså sammensat af aminosyrer, ligesom det protein vi ellers spiser, og fordøjer. Der er ingen studier der indikerer, at væksthormon fra mælk skulle kunne overleve fordøjelsen, eller at fragmenter fra nedbrydningen har nogen biologisk aktivitet. Der er sågar intet der tyder på, at væksthormon fra køer overhovedet virker på vores egne receptorer for væksthormon.

Derudover er det værd at vide, at mængden af væksthormon i mælk er minimal (ca. 1/1000 af et gram, per liter mælk [2]), og 85-90% af det ødelægges ved den varmebehandling som mælk gennemgår i produktionen [3]. Den lille smule der resterer, nedbrydes og optages sandsynligvis som aminosyrer - præcis som det er tilfældet med andre proteiner. 

(Mange steder kan du læse det modsatte: at væksthormon ikke nedbrydes ved hverken fordøjelse eller opvarmning, men dette er fordi mange forveksler væksthormon med IGF-1, der er lidt mere modstandsdygtigt. Læs mere om myterne om IGF-1, længere nede.)

Det kan måske også hjælpe at vide, at væksthormon i mælk, ikke er der for at få en kalv til at vokse. Det er der i komælk, som det er der i modermælk, fordi der sker passiv transport fra blodet over i mælken. Den minimale mængde væksthormon der er til stede, har ingen indvirkning på kalven, for selvom dens vækst afhænger delvist af væksthormon (og IGF-1, se senere), så er det ikke fra mælken den får det: den producerer det selv i langt større mængder, i hypofysen (der sidder i hjernen). 

2. Mælk indeholder samme mængde IGF-1 som dit spyt

IGF-1 (insulin-like growth factor 1) er et peptidhormon, ligesom væksthormon - men de to hormoner er ikke det samme. Faktisk produceres IGF-1 i leveren som respons på eksponering for egenproduceret væksthormon, og mange af væksthormonets effekter i kroppen, sker via IGF-1. Selvom der er observeret sammenhænge mellem IGF-1-niveauer i blodet, og forekomst af specifikke typer cancere (se senere), er også frygten for IGF-1 i mælk ubegrundet: studier viser, at indtag af IGF-1 fra mælk ikke har en målbar biologisk aktivitet i mennesker [4] - ligesom det er tilfældet for væksthormon - selvom IGF-1 fra køer og mennesker er identiske.

Derudover er koncentrationerne af IGF-1 i mælk langt lavere end koncentrationerne af IGF-1 i vores egne fordøjelsesvæsker (i mavetarmkanalen) [4] og indholdet af IGF-1 i komælk er ca. det samme som mængden af IGF-1 i vores spyt [5] - hvilket i øvrigt er mindre end indholdet i menneskelig modermælk [5], og langt under vores daglige egenproduktion.

Faktisk er koncentrationen af IGF-1 ca. 100 gange så høj i vores blod, som den er i mælk [6], og hvis et spædbarn teoretisk set drak 1,5 liter mælk om dagen - endda fra amerikanske køer behandlet med syntetisk væksthormon* for at producere mere IGF-1 og dermed mere mælk - ville IGF-1 fra mælken kun udgøre 1% af barnets egenproduktion [7]. Mængden af IGF-1 i mælk er, med andre ord, simpelthen for lille til at være relevant.

Som forælder kan man dog være ekstra bekymret for, hvad ens børn udsættes for. Det er forståeligt. Men også her kan du være ganske rolig: for selvom IGF-1 er varmestabilt, og ikke ødelægges ved normal pasteurisering, nedbrydes det helt ved den særlige varmebehandling der foregår i produktionen af modermælkserstatning [8].

*Danske malkekøer får ikke væksthormon, blandt andet fordi EU ikke tillader brugen af det i mælkeproduktionen. [9]

3. Sojaprotein får dit IGF-1 til at stige mere end mælk

Selvom mælk ikke indeholder relevante mængder af IGF-1, sker der faktisk en stigning i blodets indhold af IGF-1 når man drikker mælk. En stigning på omkring 14 mikrogram per liter blod [10] (der i forvejen indeholder mellem 135 og 600 mikrogram per liter [6]), men stadig en stigning. En sådan stigning i cirkulerende IGF-1 er dog ikke en unik konsekvens ved mælkeindtag: der findes masser af fødevarer der får vores egenproduktion af IGF-1 til at stige.

I et interventionsstudie 2011 viste det sig eksempelvis, at et dagligt tilskud på 50 gram sojaprotein fik blodets indhold af IGF-1 til at stige med 21 mikrogram per liter blod [11]. Generelt tyder det på, at vores egenproduktion af IGF-1 afhænger af proteinindtag [12] – ikke hvorvidt det vi spiser kommer fra dyr eller planter, og der er god grund til at tro, at en lav IGF-1-produktion er tegn på en dårligt ernæringsstatus - især hos ældre [13]. Men hvorfor er vi så overhovedet så optagede af IGF-1?

4. IGF-1 giver ikke kræft

Som med misforståelser omkring mængder er der særlig én anden misforståelse der er helt central for sundhedsmyter: at komplekse sygdomme kun har én årsag. Mange tror, at man får diabetes af at spise for meget sukker, at alle fordøjelsesproblemer er forårsaget af gluten, at salt er årsagen til forhøjet blodtryk og altså, at IGF-1 er årsag til kræft. Men kræft er - ligesom de førnævnte lidelser - en multifaktoriel sygdom [14], og enhver kræft er sandsynligvis forårsaget af flere ting i samspil. Så når en artikel på nettet har overskriften “Væksthormon (IGF-1) årsag til kræft” er det tegn til, at du skal slå din kritiske sans til.

Det vi ved, er, at et højt indhold af cirkulerende IGF-1 (i blodet) muligvis øger risikoen for prostatakræft - ikke kræft generelt. At høje IGF-1 niveauer fremmer forekomsten af én type kræft, er en hypotese - ikke et faktum - og under alle omstændigheder vil en vækstfaktor som denne sandsynligvis aldrig egenhændigt give cancer, men blot kunne indgå i komplekst samspil med andre faktorer. 

De fleste påstande om, at IGF-1 er en primær årsag til kræft, er baseret på cellestudier, hvilket aldrig kan give anledning til at fastslå en årsagssammenhæng - det kan kun give anledning til hypoteser, som efterfølgende kan testes i videnskabelige forsøg. Sådanne forsøg er lavet, og det viser sig blandt andet, at selvom indtag af mælk øger koncentrationen af cirkulerende IGF-1 en smule, så er indtag af fedtreduceret mælk forbundet med en lavere risiko for kræft i tyk- og endetarm - endda særligt hos personer med et højt indhold af IGF-1 i blodet [15]. Det er altså diametralt modsat af hypotesen om, at indtag af mælk skulle være årsag til kræft generelt, og at denne sammenhæng skulle være drevet af IGF-1.

I sidste ende er vi overordnet set interesserede i, hvorvidt specifikke fødevarer øger risikoen for cancer - ikke hvorvidt særlige stoffer i fødevarerne gør det, isoleret, og i petriskåle. Hvad sandheden er om mælk og cancer, kan du læse længere nede. Først skal vi lige omkring den sidste gruppe hormoner: østrogener. 

5. Mælk øger ikke østrogenniveauer

Det er ikke kun væksthormon og IGF-1 der får folk til at frygte komælk. Meget af den mælk vi får, kommer fra gravide køer, og som hos mennesker betyder det, at deres niveauer af cirkulerende østrogener er højere end normalt. Og hvad der sker i blodet, afspejles som regel i mælken - hos køer som hos mennesker. Faktisk indeholder mælk fra køer i tredje trimester op til 20 gange så meget østrogen som mælk fra ikke-gravide køer. Men som du nok er med på nu, er “20 gange så meget” ikke i sig selv brugbar information: det kan stadig være forsvindende lidt, og at det er til stede er ikke det samme som, at vi optager det. 


I et nyt studie på mus [16] testede man i første omgang, hvorvidt den mængde østrogener man normalt finder i mælk fra gravide køer, påvirkede blodets indhold af østrogener og musenes kønsorganer. 

Det gjorde den ikke. 

Dernæst fik musene 100 gange så meget østrogen som det man havde fundet i den mælkeprøve med det højeste indhold af østrogener. Heller ikke her kunne de måle en forskel.

Først ved en koncentration der var 1000 gange så høj, påvirkede det både blodniveauer og kønsorganer. Forklaringen: steroidhormoner (som kønshormoner falder ind under) nedbrydes gennem det der hedder first pass-metabolismen i leveren [17]. 

Alt hvad vi optager over tarmen, ryger i ud i et blodkarnetværk, der fører direkte forbi leveren, inden det kommer videre ud i cirkulationen. Hvis det altså nogensinde kommer så langt. For leveren er kroppens “detox-organ”, der sikrer, at vi ikke eksponeres for ting, der kan skade os.

At leveren er effektiv til at nedbryde steroidhormoner, er i øvrigt en primær årsag til, at bodybuildere der bruger steroider, oftests injicerer dem i stedet for at spise dem. Vælger de alligevel at tage steroider på pilleform, er hormonerne kemisk modificeret, for at kunne modstå rejsen gennem leveren (hvilket samtidig betyder, at de bliver levertoksiske [18].) 

I sidste ende er alle myterne om hormoner i komælk designet til én ting: at få dig til at tro at mælk giver cancer. Og det er i virkeligheden dét vi er interesserede i at få svar på - ikke hvilke hypoteser om hormoner og mekanismer der teoretisk set kunne øge risikoen. 

Hvis der var stærk evidens for, at mælk øgede risikoen for cancer, generelt, ville denne stå øverst i enhver artikel der forsøgte at skræmme dig. Du ville se metaanalyser af mælkestudier der viste en klar sammenhæng mælk og cancer.

Men det er ikke det du ser.

I stedet ser du det ene studie der så en sammenhæng (og ikke alle de andre, der ikke gjorde), samt en masse cellestudier og dyreforsøg, der intet sted beviser en sammenhæng, men som i stedet bruger indicier til at antyde en sammenhæng, som vi sagtens kan undersøge direkte.

Indicier er fine at basere vores tro på, når vi intet andet har. Men vi har andet. Masser, faktisk. 

6. Mælk øger ikke risikoen for at få kræft

At afgøre, om der er en sammenhæng mellem specifikke fødevarer og cancer, er sværere end man lige skulle tro. For selv hvis vi observerer en sammenhæng, er det ikke sikkert at det ene forårsager det andet - det kunne være omvendt (kaldet “omvendt årsagssammenhæng” - det der sandsynligvis forklarer hvorfor light-sodavand og fedme er associeret [19]), eller det kunne være noget helt tredje, der stod bag både eksponeringen og udfaldet (kaldet en “confounder”). Vi kan ofte kun observere, at en eksponering og et udfald følges ad (eller ikke gør), og på denne baggrund alene, kan vi ikke konkludere, at det ene forårsager det andet.

Når det kommer til forskning i hvad der øger risikoen for cancer, har vi ofte ikke meget andet end sådanne observationer at gå ud fra. Vi kan ikke lave langvarige kontrollerede forsøg, da det er uetisk at prøve at fremtvinge cancer i en gruppe mennesker - og hvis en stigning begynder at opstå, ville forsøget skulle afbrydes øjeblikkeligt. Så hvordan kan vi vide, om noget giver cancer?

I 1965 udviklede Sir Austin Bradford Hill en række kriterier [20] der skal opfyldes, for at en sammenhæng mellem en formodet årsag og en virkning med god samvittighed kan kaldes kausal (hvilket betyder, at det ene virkelig forårsager det andet.) 

Bradford Hill-kriterierne er blandt andet:

  • at effektstørrelsen (risikoforøgelsen) skal være stor 
  • at den observerede sammenhæng ses konsekvent i forskellige studier
  • at der er fravær af andre sandsynlige forklaringer på den observerede sammenhæng
  • at effekten (risikoforøgelsen) observeres lang nok tid efter eksponeringen, til at det passer ind i hvad vi ved om sygdomsudviklingen
  • at der er en dosisafhængighed (at større eksponering fører til større risiko) 
  • at der er en mulig/kendt forklaring på mekanismen bag den observerede sammenhæng (biologisk plausibilitet) 
  • at der er sammenhæng mellem hvad man ser i observationsstudier, interventionsstudier, dyreforsøg og cellestudier

Et godt eksempel på en sammenhæng der opfylder Bradford Hill-kriterierne, er rygning og lungecancer. Rygning øger risikoen for lungecancer, med 1500-3000% [21] - en effekt der ses konsekvent i alle observationsstudier, i alle populationer. Lungecancer er desuden stort set fraværende i ikke-rygere, mens livstidsrisikoen for lungecancer hos rygere ligger på omkring 17%. Den observerede periode mellem første eksponering og forekomsten af synlig cancer stemmer overens med hvad vi ville forvente; der er en klar dosisafhængighed (flere smøger øger risikoen mere end færre); og der en god forklaring på det observerede, da røg indeholder en lang række stærke mutagener, som også virker kræftfremkaldende hos forsøgsdyr og i celleforsøg.

Der er, mig bekendt, ikke én eneste fødevare-/cancer-sammenhæng der opfylder Bradford Hill-kriterierne for kausalitet.

Forarbejdet rødt kød kommer tæt på, men selv dér er effektstørrelsen stadig lille. (Det har jeg skrevet lidt om, her.) 

For at kunne påstå at mælk skulle øge risikoen for cancer, ville det blandt andet kræve, at mælkeindtag var konsekvent forbundet med en betragteligt øget risiko for cancer, og at denne effekt var dosisafhængig.

Dette ser vi simpelthen ikke.

Forskellige studier peger i forskellige retninger, og ved nogle cancertyper ser det ud til at indtag af mælk beskytter, mens det ser ud til at fremme andre. 


Er man anti-mælk (eller bare pro-skræmmeretorik) vil man sikkert fremhæve den lille øgede risiko for prostatakræft, der synes at være ved et stort indtag af mælk. Det er i hvert fald fokus i de artikler, der gennem deres åbenlyse selektive litteraturpræsentation afslører sig selv som holdningsmæssige modstandere af indtag af mælk. Og det er fokus i artikler som den i Ingeniøren [22], der citerede Walter Willet for at have udtalt, at risikoen for prostatacancer stiger med 240% hvis man drikker tre glas dagligt. I virkeligheden viser litteraturen, at denne risikoforøgelse nok er tættere på 10% [23]. 

Er man pro-mælk, vil man måske fremhæve den reducerede risiko for tarmkræft - blandt andet tydeliggjort i en analyse af 10 studier, der samlet set viste en 15% reduceret risiko ved at drikke over 250 mL mælk/dag, kontra under 70 mL [24]. Eller fokusere på den nyeste metaanalyse vedrørende brystkræft, der - stik mod hvad skræmmekampagnerne om hormoner i mælk skulle indikere - viser, at indtag af mælkeprodukter er forbundet med en dosisafhængig reduceret risiko, på op mod 24% [25]. 

Men man behøver ikke at være enten anti-mælk eller pro-mælk. Videnskaben lægger ikke op til nogle af disse sort/hvide holdninger og jeg er selv ingen af delene. Der er masser af mellemveje mellem de to ekstremer, der ikke kræver at du "vælger side". 

Måske er de observerede sammenhænge reelle. Måske spiller mælk en (meget lille) rolle - både beskyttende og fremmende, afhængig af type - når det kommer til cancer. Men det er faktuelt forkert hårdnakket at påstå, at mælk giver kræft. Kriterierne for at påstå kausalitet er ikke opfyldt, og sammenhængene er på ingen måde overbevisende.

En nylig systematisk gennemgang og metaanalyse af observationsstudier på mælkeindtag og dødelighed viste desuden, at indtag af mælk hverken øger eller sænker risikoen for at dø før tid eller for at dø af hjertekarsygdomme eller kræft [26]. 

Så mælk er med al sandsynlighed ikke relevant at bekymre sig om, når det drejer sig om kræft. Og det er helt OK; vi har andre ting at fokusere på - såsom rygning, alkoholindtag og svær overvægt - hvis vi vil forebygge så mange kræfttilfælde som muligt. 

Og så lige en sidste ting ...

Jeg ved at dette er et betændt tema.

Det er det for det første fordi der eksisterer så mange frygtindgydende (i ordets egentlige forstand) usandheder i artikler, blade og bøger.

Disse usandheder om mælk, hormoner og kræft, er overbevisende nok til, at fornuftige mennesker sagtens kan lade sig narre. Det blev jeg selv engang. Det kunne derfor ikke falde mig ind at dømme andre for at tro på dem, og faktisk heller ikke for at dele dem. For hvis det vitterligt var sandt, at mælk var pumpet fyldt med hormoner, der gav os kræft og andet skidt, så ville det næsten være amoralsk ikke at råbe det fra hustagene, og kræve at fagfolk ligeledes råbte vagt i gevær. Men det er bare ikke sandt - og gudskelov for det. 

Temaet er også betændt, fordi mælk og sundhed sammenblandes med mælk og klima, mælk og dyrevelfærd, eller mælk og fødevareindustri.

Det er helt OK at mene, at mælkeproduktion er uetisk, eller at mælkeproducenter og interesseorganisationer smører tykt på i forhold til sundhedsfordelene ved mælk. Det er også helt OK at stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af mælk, og hvorvidt vores mælkekultur er dårlig for klimaet. Så længe man husker at separere tingene, for ingen af disse holdninger ændrer ved hvad videnskaben fortæller os om mælk, hormoner og kræft.

At emnet er så betændt har afholdt mig fra at skrive om det siden jeg sidst blandede mig i mælkedebatten. Det medførte nemlig et utal af personangreb - både i debattrådene og i personlige beskeder. Ofte omhandlede disse angreb mit motiv for at skrive hvad jeg skrev - selvom der ikke var én eneste der rent faktisk spurgte til hvad mit motiv var. I stedet antog de blot, at jeg var i lommen på industrien, frem for at forholde sig til mine argumenter. Det er hvad der sker, når man har en stærk tro på, at mælk er farligt: så vil alle der stiller spørgsmålstegn ved dette, fremstå som onde. 

Hvis mit motiv for at skrive dette blogpost er din første tanke, så vil du sikkert Googl’e mig, for at finde noget der kan "bekræfte" din overbevisning. Et samarbejde med en mælkeproducent, for eksempel. Lad mig spare dig lidt tid: jeg indrømmer gerne at jeg har udtalt mig om sundhed (men ikke om mælk) på Arlas facebookside. Videoerne ligger, mig bekendt, stadig derinde og et par af dem har jeg delt på min egen facebookside - det er altså ikke just nogen hemmelighed. Men vigtigere endnu: hvis din første tanke efter at have læst ovenstående, vitterligt er mit motiv - hvis du er så fast besluttet på, at fakta der går imod dine overbevisninger er forkerte - så er det dig der er forudindtaget, ikke mig.

Hvis dit “svar” til ovenstående skriv, er et anklagende angreb på mig, så har du bevist, at du ingen argumenter har, og hvis du anklager mig for at påstå at mælk er sundt, så har du lavet en stråmand; sådanne sort/hvide-kategorier, benytter jeg mig aldrig af

Jeg har ingen interesse - hverken personlig eller økonomisk - i, at du eller andre drikker mælk. Artiklen her, har taget ca. 20 timer at skrive, og jeg tjener 0 kroner på det.

Mit motiv er at bekæmpe den pseudovidenskabelige misinformation, der spreder unødig madfrygt og bidrager til sundhedsforvirring og spiseforstyrrelser - som jeg ser de ødelæggende konsekvenser af, hos mine klienter, på næsten daglig basis. 

Det er motivet bag denne, såvel som de fleste andre artikler jeg skriver, og ikke mindst bogen: “Slut med forbudt”. Og det var i øvrigt også mit motiv for at figurere på Arlas facebookside, hvor debatten om mælk mange gange er farvet af de artikler der fejlagtigt påstår, at hormoner i mælk er kræftfremkaldende. 

Jeg håber at debatten om mad og sundhed kan ændres.

Jeg håber at vi kan komme til et sted, hvor det er argumenterne og ikke afsenderen, der er i centrum. Et sted, hvor man lader de gode argumenter forme sine overbevisninger, i stedet for at lade overbevisninger forme argumenterne.


KILDER

1. Juskevich, J.C. & Guyer, C.G. (1990) Bovine Growth Hormone: Human Food Safety Evaluation. 

2. Groenewegen et al. (1990) Effect of bovine somatotropin on the growth rate, hormone profiles and carcass composition of Holstein bull calves.  

3. Groenewegen et al. (1990) Bioactivity of milk from bST-treated cows. 

4. Collier R.J. & Bauman D.E. (2014) Update on human health concerns of recombinant bovine somatotropin use in dairy cows. 

5. Collier et al. (1991) Factors affecting insulin-like growth factor-I concentration in bovine milk. 

6. Lægehåndbogen på sundhed.dk (2014) IGF-1. 

7. FDA (2009) Report on the Food and Drug Administration's Review of the Safety of Recombinant Bovine Somatotropin

8. Collier et al. (1991) Factors affecting insulin-like growth factor-I concentration in bovine milk. 

9. Brinckman, D. (2000) The regulation of rBST: the European case. 

10. Qin et al. (2009) Milk consumption and circulating insulin-like growth factor-I level: a systematic literature review.

11. McLaughlin et al. (2011) Effects of Tomato- and Soy-Rich Diets on the IGF-I Hormonal
Network: A Crossover Study of Postmenopausal Women

12. Norat et al. (2007) Diet, serum insulin-like growth factor-I and IGF-binding protein-3 in European women.

13. Maggio et al. (2013) IGF-1, the Cross Road of the Nutritional, Inflammatory and Hormonal Pathways to Frailty.

14. Cancer research UK (2016) Causes of cancer and reducing your risk. 

15.  Ma et al. (2001) Milk Intake, Circulating Levels of Insulin-Like Growth Factor-I, and Risk of Colorectal Cancer in Men. 

16. Grgurevic et al. (2016) Effect of dietary estrogens from bovine milk on blood hormone levels and reproductive organs in mice. 

17. Pond, S.M. & Tozer, T.N. (1984) First-pass elimination. Basic concepts and clinical consequences. 

18. Kafrouni et al. (2007) Hepatotoxicity Associated With Dietary Supplements Containing Anabolic Steroids

19. Koning et al. (2011) Sugar-sweetened and artificially sweetened beverage consumption and risk of type 2 diabetes in men. 

20.  Austin Bradford Hill (1965). The Environment and Disease: Association or Causation? 

21. Centers for disease control and prevention. (2016) What Are the Risk Factors for Lung Cancer? 

22. M. Bredsdorff (2010) Topforsker advarer: Tre glas mælk om dagen øger risikoen for kræft.   

23. Aune et al. (2015) Dairy products, calcium, and prostate cancer risk: a systematic review and meta-analysis of cohort studies.   

24. Cho et al. (2004) Dairy Foods, Calcium, and Colorectal Cancer: A Pooled Analysis of 10 Cohort Studies. 

25. Zang et al. (2015) The Association between Dairy Intake and Breast Cancer in Western and Asian Populations: A Systematic Review and Meta-Analysis. 

26. Larsson et al. (2015) Milk Consumption and Mortality from All Causes, Cardiovascular Disease, and Cancer: A Systematic Review and Meta-Analysis.