Dør man tidligere, hvis man drikker meget mælk?

Forkorter du dit liv, hvis du drikker mælk?

Forkorter du dit liv, hvis du drikker mælk?

Mælk er en af de fødevarer, der er omgivet af mest madfrygt. Især ét studie fra 2014 [1] pustede liv i en allerede eksisterende opfattelse af mælk, som værende særligt farligt. Det fortalte nemlig om, hvordan svenske kvinder øgede risikoen for at dø indenfor en 20-årig periode med hele 15% per indtagede glas mælk, dagligt. 

Nu er der kommet en ny artikel, fra samme forskergruppe. Et nyt “Uppsalastudie” [2], som du med garanti kommer til at støde på i medierne de kommende dage og uger (hvor overskrifterne nok skal generere klik). 

Et studie, der allerede fra første linje maler fanden på væggen, med en grundlæggende hypotese om, at mælk øger dødeligheden ved at øge oxidativ stress. En hypotese, der mestendels hviler på netop det studie fra 2014, samt en tvivlsom mekanisme kun observeret i mus og rotter. 

Så er der hold i denne hypotese?

Først er det vigtigt at forstå én ting: der er ikke indsamlet ny data. Denne nye artikel, er gammel mælk på nye flasker. En slags genudsendelse, men med en lidt anden vinkel. 

Denne gang har forskerne nemlig set på, om grøntsagsindtag ændrede ved den øgede mortalitet, som man observerede hos de, der drak mest mælk.

Data, som konklusionerne om kvinder og mælk hviler på, er altså - ligesom dengang - baseret udelukkende på et spørgeskema, som kvinderne i undersøgelsen (studiets såkaldte kohorte) fik med sig hjem fra en mammografi i 1987-1990, samt et opfølgende spørgeskema i 1997. Og det er ret interessant.

Det oprindelige studie blev nemlig dengang kritiseret primært for én central ting: der er en åbenlys fejl i dataindsamlingen.

Så åbenlys, at det ikke engang kræver den store viden om hverken mælk eller statistik at se den. Så åbenlys, at jeg ikke begriber, hvordan denne nyeste artikel, med sin store starthypotese (at mælkekonsum måske er livsforkortende) overhovedet blev accepteret. 

For kigger man på Tabel 1 i artiklen (over data fra 1987-1990), fremgår det tydeligt, at de der drikker mest mælk, også har det højeste kalorieindtag.

Men på magisk vis har det ingen effekt på deres BMI, selvom gennemsnitshøjde og aktivitetsniveau er det samme i de forskellige grupper.

Faktisk formår den gruppe der drikker mest mælk (3 eller flere glas/dag) at indtage hele 258 kcal mere dagligt, end de der drikker 2-3 glas - uden at det kan ses på vægten. 

Tabel 1

Tabel 1

 

Kigger vi på Tabel 2 (over data fra 1997, fra de samme kvinder), finder vi det samme: de, der drikker 3 eller flere glas mælk dagligt, indtager hele 444 kcal mere på daglig basis, selvom de vejer det samme, er samme højde og er lige fysisk aktive. 

 

Tabel 2

Tabel 2

Hvordan kan det lade sig gøre? Svaret er: det kan det ikke.

Kalorier kan ikke forsvinde ud i den blå luft. 

Selvindrapporteret data over hvad man spiser, hvad man vejer, hvor aktiv man er, etc., er ofte fejlbehæftet. Sådan noget kan man korrigere for, hvis man også laver reelle, objektive målinger på de personer, der indgår i studiet. 

Det gjorde forskerne i dette tilfælde ikke.

Der er dermed ingen der ved, hvad deltagerne i studiet reelt vejede, eller hvad de spiste. 

Hvis vi tror nogenlunde på, at der er styr på kostindrapporteringen, må vi antage, at vægtindrapporteringen er forkert. De, der drak mest mælk, må derfor være overvægtige, da deres kalorieindtag er betragteligt højere end de andre, hvis BMI ligger lige omkring 25 (øvre grænse af normalvægt).

Hvis dette er tilfældet, ser vi måske i virkeligheden en effekt af overvægt - ikke en effekt af mælkekonsum. Og en sådan effekt er langt fra usandsynlig.

Hvis vi tror på deres vægtindberetninger, må deres kostindberetning nødvendigvis være forkert. Og så kan vi næppe konkludere alverden på effekten af kosten på deres sundhed. 

Denne korte gennemgang af blot nogle få elementer af studiet, kan måske for nogle virke voldsom. Hvorfor får dette studie - og de to artikler det har affødt - så meget opmærksomhed?

Fordi det er en “outlier”.

For eksempel konkluderede en metaanalyse af 17 prospektive kohortestudier, fra 2011 [4], at der ikke var en øget dødelighed forbundet med mælkekonsum

En anden metaanalyse fra 2013 med fokus på mættet fedt, gennemgik 26 forskellige studier [5], og fandt ligeledes ikke det, som Uppsala-studiet konkluderede. 

En tredje metaanalyse fra 2015 [6], gennemgik 13 forskellige studier. Heller ikke der var der nogen sammenhæng mellem mælk og mortalitet. 

(Denne metaanalyse var i øvrigt medforfattet af Karl Michaëlsson - hovedforfatteren på Uppsala-studierne. At denne eller andre metaanalyser der viste noget andet end hans eget kohortestudie, ikke blev medbragt i artiklen, kan i den grad undre.)

Og senest, i 2016, udkom en metaanalyse af 21 studier, på 19 forskellige kohorter [7], der ligeledes konkluderede, at mælkekonsum hverken sænkede eller øgede mortaliteten. 

Der er altså ingen tvivl om, hvad litteraturen siger om mælk. Et studie der viser noget helt andet, bør naturligvis mødes med den største skepsis.

Og når du nu møder artikler i medierne, der skriver skræmmeretorik omkring mælken baseret på denne nye artikel, bør du gøre det samme. Mød det med skepsis, og husk, at dette ikke er “endnu et studie” der finder, at mælk øger dødeligheden.

Det er det samme studie som det, der trak overskrifter for et par år siden; det er blot en anden artikel.

Det er desuden et studie, der er åbenlyst fejlbehæftet (der er i øvrigt flere ting galt, end det jeg lige har gennemgået), og den samlede videnskabelige litteratur siger noget andet. 

Så for at svare på spørgsmålet i starten:

Nej, du dør sandsynligvis ikke tidligere, som konsekvens af, at du drikker mælk. 

#slutmedforbudt

PS

Som jeg tidligere har skrevet, ved jeg godt, at mælk er et betændt tema.

Det er det for det første fordi der eksisterer så mange frygtindgydende (i ordets egentlige forstand) usandheder i artikler, blade og bøger.

Skræmmeretorik omkring mælk, der er overbevisende nok til, at fornuftige mennesker sagtens kan lade sig narre. Det blev jeg selv engang. 

Temaet er også betændt, fordi mælk og sundhed sammenblandes med mælk og klima, mælk og dyrevelfærd, eller mælk og fødevareindustri.

Det er helt OK at mene, at mælkeproduktion er uetisk, eller at mælkeproducenter og interesseorganisationer smører tykt på i forhold til sundhedsfordelene ved mælk. Det er også helt OK at stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af mælk, og hvorvidt vores mælkekultur er dårlig for klimaet. Så længe man husker at separere tingene, for ingen af disse holdninger ændrer ved hvad videnskaben fortæller os om mælk og dødelighed.

At emnet er så betændt har afholdt mig fra at skrive om det siden jeg sidst blandede mig i mælkedebatten. Det medførte nemlig et utal af personangreb - både i debattrådene og i personlige beskeder. Ofte omhandlede disse angreb mit motiv for at skrive hvad jeg skrev - selvom der ikke var én eneste der rent faktisk spurgte til hvad mit motiv var. I stedet antog de blot, at jeg var i lommen på industrien, frem for at forholde sig til mine argumenter. Det er hvad der sker, når man har en stærk tro på, at mælk er farligt: så vil alle der stiller spørgsmålstegn ved dette, fremstå som onde. 

Men hvis din første tanke efter at have læst ovenstående, vitterligt er mit motiv - hvis du er så fast besluttet på, at fakta der går imod dine overbevisninger er forkerte - så er det dig der er forudindtaget, ikke mig.

Hvis dit “svar” til ovenstående skriv, er et anklagende angreb på mig, så har du bevist, at du ingen argumenter har, og hvis du anklager mig for at påstå at mælk er sundt, så har du lavet en stråmand; sådanne sort/hvide-kategorier, benytter jeg mig aldrig af

Jeg har ingen interesse (hverken personlig eller økonomisk) i, at du eller andre drikker mælk. Jeg tjener 0 kroner på at tilsidesætte betalt arbejde, for at skrive denne artikel.

Mit motiv er at bekæmpe den pseudovidenskabelige misinformation, der spreder unødig madfrygt og bidrager til sundhedsforvirring og spiseforstyrrelser - som jeg ser de ødelæggende konsekvenser af, hos mine klienter, på næsten daglig basis. 

Det er motivet bag denne, såvel som de fleste andre artikler jeg skriver, og ikke mindst bogen: “Slut med forbudt”

Jeg håber at debatten om mad og sundhed kan ændres.

Jeg håber at vi kan komme til et sted, hvor det er argumenterne og ikke afsenderen, der er i centrum. Et sted, hvor man lader de gode argumenter forme sine overbevisninger, i stedet for at lade overbevisninger forme argumenterne.

 

Kilder:

  1. http://www.bmj.com/content/349/bmj.g6015
  2. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28184428
  3. http://www.bmj.com/content/349/bmj.g6015/rr/790591
  4. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21068345
  5. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3966685/
  6. http://www.mdpi.com/2072-6643/7/9/5363
  7. http://bmcpublichealth.biomedcentral.com/articles/10.1186/s12889-016-3889-9