Årsagen til fedmeepidemien er fundet. Nu mangler vi bare at handle på det.

Det fedmefremmende samfund 1

Siden start 80’erne er forekomsten af overvægt og fedme steget eksplosivt. Allerede i 1997 anerkendte WHO, at fedme var blevet en verdensomspændende epidemi [kilde] og det er kun blevet værre siden. Her, snart 40 år efter, har ingen lande formået at stoppe denne udvikling – og intet tyder på, at vi kommer til det. I hvert fald ikke før vi alle erkender ét centralt faktum: fedmeepidemien er ikke en konsekvens af kollektivt manglende rygrad, selvdisciplin eller viljestyrke. Den er en konsekvens af et fedmefremmende samfund.

DEN ULTRAKORTE VERSION

I denne artikel kan du læse hvordan vi ved, at fedmeepidemien er en konsekvens af Det Fedmefremmende Samfund og få forståelse for de mekanismer, der ligger bag: højere tilgængelighed af kalorier, flere fristelser, en overspisnings-kultur, designerfødevarer, der "snyder os" til at spise alt for mange kalorier, samt en helt forkert holdning til, hvordan problemet løses. For når vi giver skylden til den enkelte, vender vi både ryggen til de rigtige årsager – og dermed til de rigtige løsninger – og forstærker fedmeepidemien.

OBS! Kilder i [klammer] henviser til videnskabelige referencer, mens andre røde ord er direkte links til andre af mine artikler, eller anden ikke-originallitteratur.

1. Forståelse først. Handling efter.

Før man kan løse et problem, skal man forstå problemet. Løsninger, der ikke matcher problemet, er ikke løsninger; de er blot spild af tid.

Det er dette tidsspilde, der fylder absolut mest i en relativt ureguleret, bullshit-fyldt vægttabsindustri, drevet af ikke-eksperter med økonomiske interesser i overbevisende, men usand kommunikation, støttet af et medieunivers, hvor klik er vigtigere end korrekthed. Sammen sikrer det desværre, at folk primært fyldes med ubrugelig – og ofte kontraproduktiv – misinformation om, hvad der skal til for at tabe sig.

Detoxes og “clean eating”. Kulhydratfrygt og fedtforherligelse. Blodtypekure, hormonkure, stenalderkost og køddiæter. Alle har de én ting til fælles: de adresserer ikke problemet direkte. I stedet har de hver især opfundet alternative forklaringer på, hvorfor man bliver overvægtig, for at overbevise mennesker, med et desperat ønske om at tabe sig, til at købe netop deres “løsning”.

Forklaringer, såsom:


”Det er kun sukker, der feder!”
Forkert.
”Det er kulhydrater, ikke kalorier, der gør dig tyk!”
Forkert.
”Det er fordi du ikke spiser nok fedt, der jo mætter mest!”
Forkert.
“Din krop er fyldt med toksiner fra forarbejdet mad, der forhindrer fedttab!”
Forkert.
”Det er kostrådene, der har gjort os overvægtige!”
Forkert.

Løsninger på opdigtede problemer kan ikke forventes at tackle de virkelige af slagsen. Og virkeligheden er, kort og godt, at overvægt er en konsekvens af kronisk kalorieoverskud – et ekstremt velunderbygget faktum [kilde] som sælgere af slankekure fornægter for at kunne sælge den næste slanke-gimmick.

Men stammer kalorieoverskuddet så fra, at vi spiser for meget, bevæger os for lidt, eller en kombination? Det kom en række amerikanske forskere med et rigtigt godt bud på, i en stor rapport tilbage fra 2013 [kilde]. Ved at analysere 3,7 millioner menneskers aktivitetsniveau og spisevaner, gennem en kæmpe, randomiseret telefoninterview-undersøgelse, fandt de, at amerikanerne faktisk var blevet mere fysisk aktive, mens fedmeepidemien accelererede .

De konkluderede derfor, at øget fysisk aktivitet kun ville have en meget begrænset effekt på fedmeforekomst. Et lavere kalorieindtag, derimod, ville kunne knække fedmekurven.

Men selv fra den erkendelse, går mange desværre galt i byen. Mange antager nemlig, at fedme derfor må være et problem, der har sin oprindelse hos den enkelte.

Det er der intet, der tyder på.

2. "Det er samfundets skyld"

Fedme er en helt naturlig reaktion på et fedmefremmende miljø, der frister, lokker, nøder og presser til overindtagelse. Fedmeepidemien er dermed – modsat hvad mange tror – ikke et stort mysterium, men en fuldstændigt forudsigelig konsekvens af en høj tilgængelighed af kalorier og en økonomi hvis fundament for vækst er (over)forbrug [kilde]. For mens mennesker, rent genetisk, ikke har ændret sig siden før fedmeepidemiens start i 80’erne og frem til i dag, har samfundet til gengæld ændret sig markant.

Med andre ord: Vi er stort set de samme – omgivelserne er forandret.

Desværre er der stor modstand mod at tro på, at “det er samfundets skyld”, som Steffen Brandt og TV2 sang det, tilbage i 90’erne. Vi er nemlig generelt motiverede til at tro, at vi er i kontrol over os selv og vores valg. Men ingen grad af motivation til at tro noget andet kan ændre ved fakta. Så lad os kigge på, hvad videnskaben har vist os.

I artiklen "Did the food environment cause the obesity epidemic?" fra 2018 [kilde] beskriver fedmeforskeren, Dr. Kevin Hall, hvordan den stigende tilgængelighed af kalorier (energi fra mad og drikke) i USA fra 1970'erne frem til i dag, kan forklare hele fedmeepidemien. Faktisk er der 2-3 gange så mange ekstra kalorier tilgængelige for den enkelte, end hvad der i princippet skulle til for at forklare den fedmeforekomst, der ses i dag. Det betyder, at den højere tilgængelighed af kalorier ikke bare kan forklare noget af fedmeepidemien; fedmeepidemien er overforklaret alene af kalorietilgængeligheden.

Men dette er slet ikke en nyhed. For 10 år siden kom en gruppe forskere fra Australien til samme konklusion, efter de havde undersøgt udviklingen i amerikanernes vægt i forhold til, hvor meget mere mad, de spiste [kilde]. Som de skrev i deres konklusion:

“Increased energy intake appears to be more than sufficient to explain weight gain in the US population.”

De konkluderede desuden, at amerikanerne enten skulle spise 500 kcal mindre per dag (350 kcal, for børn) – eller gå en tur på 2-2,5 timer hver dag – hvis gennemsnitskropsvægten skulle ned på samme niveau som i 70’erne. Men det var altså ændringerne i maden, ikke aktiviteten, der var årsagen til fedmeepidemien.

At næsten 40% af amerikanerne er svært overvægtige [kilde], er derfor ikke underligt. Det er nærmere underligt, at tallet ikke er tættere på 100%. (Hvorfor nogle bliver overvægtige, mens andre ikke gør, hører en anden blogpost til.)

Animation over udviklingen i fedmeforekomsten i USA mellem 1985 og 2008. I dag er den gennemsnitlige fedmeforekomst på tværs af delstaterne endnu højere: næsten 40%. (Gif fra Wikimedia Commons.)

Animation over udviklingen i fedmeforekomsten i USA mellem 1985 og 2008. I dag er den gennemsnitlige fedmeforekomst på tværs af delstaterne endnu højere: næsten 40%. (Gif fra Wikimedia Commons.)

Det er ikke kun i USA, at denne sammenhæng er meget tydelig. I en publikation fra Verdenssundhedsorganisationen fra 2015, fandt de samme sideløbende udvikling i hele 56 af de 69 lande, der indgik i undersøgelsen [kilde]. (At sammenhængen ikke fandtes i alle landene, kunne blandt andet forklares ved, at fem ikke-vestlige lande oplevede et fald i tilgængelighed af energi fra fødevarer som tiden gik.)

Med andre ord: Jo flere tilgængelige kalorier, jo flere med overvægt. Eller som forskerne fra Verdenssundhedsorganisationen skriver i deres konklusion:

“The findings suggest that increases in food energy supply are sufficient to explain increases in average population body weight, especially in high-income countries.”
– Verdenssundhedsorganisationen (WHO)

Der står altså, sort på hvidt, at den højere tilgængelighed af energi fra fødevarer er tilstrækkeligt til at forklare fedmeepidemien. Det betyder samtidig, at alle de andre, mere eller mindre obskure forklaringer – herunder, at overvægt er en konsekvens af manglende “selvdisciplin”, “viljestyrke” eller “rygrad” – er unødvendige.

Der er dog ét problem med denne type evidens: At to ting (her kalorietilgængelighed og forekomst af overvægt) følges ad, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det første forårsager det andet. For at en sådan årsagssammenhæng kan etableres, skal det fastslås i kontrollerede forsøg, at tilgængelighed rent faktisk medfører større indtag. Altså, at vi spiser mere, når der er mere. Og det er lige præcis hvad forskningen viser.

3. Størrelsen ER vigtig

Højere tilgængelighed får os – helt automatisk og dermed ubevidst – til at spise mere. Dette er blandt andet vist i talrige forsøg, der har testet hvad der sker, når man tilbyder mennesker større portioner.

Fuldstændigt i trit med den observationelle forskning, konkluderede en metaanalyse fra 2014, at folk gennemsnitligt spiser 35% mere, hver gang portionsstørrelsen (oversat fra det engelske “serving size”, der skal forstås som en slags “enhedsstørrelse”) fordobles [kilde]. Effekten var større ved snackfødevarer, mens effekten var mindre, jo mere opmærksom man var på spisningen.

Ligeledes fandt en Cochrane-oversigtsartikel fra 2015 en konsekvent effekt af portionsstørrelse på energiindtagelse [kilde]. Heri estimerede de desuden, at det øgede energiindtag fra mad og ikke-alkoholiske drikke – direkte forårsaget af produkternes størrelse – gennemsnitligt lå på mellem 215 og 279 kcal/dag.

Der er altså ingen tvivl om, at portionsstørrelser påvirker hvor meget vi spiser. Men hvorfor hænger det egentlig sådan sammen? I en oversigtsartikel fra 2017 [kilde] beskrives nogle af de mekanismer, der kan ligge bag, at vi – ganske ubevidst og i høj grad – lader mængden vi ser, diktere mængden vi spiser. Her er de vigtigste:

“The appropriateness mechanism” – hvad er en passende mængde?

Dette er den mest udbredte forklaring på, hvorfor portionsstørrelser påvirker hvor meget vi spiser. Ifølge denne, sætter portionsstørrelsen simpelthen normen og guider os til, hvor meget, der er passende at spise. Det er altså portionsstørrelsen – ikke kun sult og mæthed – der driver indtagelsen.

Denne mekanisme lægger sig tæt op ad en generel “genvej” i vores hjerne, kaldet ankringseffekten, der beskriver, hvordan vi typisk vurderer, hvad der er passende, baseret på noget andet. Noget forankret. Fx vurderer vi, om noget er dyrt eller billigt, baseret på, om der er noget dyrere eller billigere ved siden af det – ikke på baggrund af den reelle pris, eller prisen i forhold til kvaliteten.

Portionsstørrelsen og de andre priser, fungerer altså som anker, der fastslår, hvad der er passende at spise eller betale [kilde].

“The 'unit bias' mechanism” – én, to eller tre?

Denne model foreslår, at vi ser én portion/servering – fx én sandwich, én muffin, én tallerkenfuld mad – som passende at indtage på én gang, uanset størrelsen [kilde]. Andre har foreslået, at den bør kaldes “segmenteringsbias”, da man ikke altid finder, at folk blot spiser én enhed, men dog har fundet, at folk spiser mindre, når maden er inddelt i mindre portioner [kilde]. At spise mange, små portioner – i stedet for én, stor portion – ses nemlig af forbrugeren som værende mere impulsivt og mindre passende [kilde].

Vil du gerne servere kage, men ikke invitere folk til at spise at spise for meget? Så kan mini-cupcakes være en god idé. Foto af Rod Long via Unsplash.

Vil du gerne servere kage, men ikke invitere folk til at spise at spise for meget? Så kan mini-cupcakes være en god idé. Foto af Rod Long via Unsplash.

“The 'bite size' mechanism” – mere mad, større bidder.

Det er kendt, at folk bruger mere vaskemiddel, mere tandpasta og mere spaghetti, når pakkestørrelsen er større [kilde]. Mange kender også til, at de bruger flere penge, når der lige er gået løn ind – og ikke kun for at betale regninger. Den samme effekt har man set på hvor store bidder/mundfulde man tager: den stiger når portionen er større [kilde, kilde] og det kan igen få én til at spise mere.

Men disse tre specifikke portionsstørrelses-effekter står ikke alene. En række mere eksterne faktorer – der handles på, fordi vi typisk reagerer mere end vi reflekterer – dirigerer os til både at vælge større portioner og spise mere af dem.

4. Hjernedød spisning

Først og fremmest falder rigtigt mange for “her får du mest for pengene”-argumentet. Og jeg siger “falder for”, fordi vi jo i virkeligheden slet ikke ville gå efter “mest”, hvis vi tænkte os om – uanset, at merprisen er lav – da det både koster mere og medfører konsekvenser for vægten. Men vores købeadfærd er ikke rationel.

Større portioner/poser/flasker kan desuden typisk tilbydes til en ret lav merpris. Den “gode handel” du tror du gør, når du hopper på tilbuddet, er imidlertid kun en god handel for sælgeren, men “mest for pengene”-argumentet er vist at være en vigtig drivkraft bag forbrugeres valg af større versioner af de føde- og drikkevarer de køber [kilde].

Vores erfaring er, at det også er en af de mest tilbagevendende forhindringer for vægttab – især hos mænd, der ofte besøger en tankstation eller en fastfoodrestaurant, når de er på farten. Der har ekspedienten nemlig fået besked på at spørge, om du ikke lige skal have en pose slik mere eller den store menu for kun en femmer ekstra. “Nej tak”, er en god respons, som man kan lære at gøre automatisk, men desværre stopper det ikke nødvendigvis her: udnytter man ikke “det gode tilbud” risikerer man at blive mødt med undren, yderligere pression eller direkte harme (se billedet).

Endnu et billede på Det Fedmefremmende Samfund – her er det kulturen omkring mersalg, der er på spil. Se opslaget,  her .

Endnu et billede på Det Fedmefremmende Samfund – her er det kulturen omkring mersalg, der er på spil. Se opslaget, her.

Udover at reagere på et sådant socialt pres, er vi mennesker faktisk ret dårlige til at estimere, hvor meget mad der er på en tallerken [kilde] og hvor meget, der er passende at spise [kilde]. Dette, blandt andet fordi vi som nævnt altid har brug for et anker; noget at se det i forhold til – hvilket igen er med til at forklare, hvorfor tallerkenstørrelser også påvirker hvor meget vi spiser: større tallerkener får madmængden til at fremstå mindre – og omvendt [kilde].

Sidst, men ikke mindst, har vi begrebet mindless eating. Direkte oversat betyder det tankeløs- eller hjernedød spisning. En lidt bedre oversættelse – og den vi typisk bruger – er “uopmærksom spisning” (hør vores podcast om netop dette emne, her).

Adskillige studier har vist, at personer, der oftere spiser uopmærksomt – altså, med opmærksomheden på noget andet end maden – spiser mere. Et studie fra 2006 viste eksempelvis, at forsøgsdeltagerne spiste 36% mere pizza når de så Tv, sammenlignet med, når de hørte musik. Da retten var macaroni and cheese (pasta i ostesovs), spiste de hele 71% mere [kilde].

Og det er der ikke noget at sige til; uopmærksom spisning svækker nemlig vores evne til at vurdere hvor meget vi spiser og forhindrer os i at træffe bevidste beslutninger om, hvor meget vi burde spise [kilde].

At spise, mens man er distraheret af noget andet, gør dig mindre mæt, giver større lyst til at spise mere og svækker evnen til at vurdere mængden, man spiser. Foto af JESHOOTS.COM via Unsplash

At spise, mens man er distraheret af noget andet, gør dig mindre mæt, giver større lyst til at spise mere og svækker evnen til at vurdere mængden, man spiser. Foto af JESHOOTS.COM via Unsplash

Når man spiser uopmærksomt oplever man desuden en mindre grad af mæthed og en større lyst til at spise mere, end når man spiser uden distraktioner [kilde]. Er der nok mad tilgængeligt medfører det altså typisk, at man spiser for meget [kilde].

Udover at se Tv, er det at spille computer, lytte til radio og spise sammen med andre, situationer, der typisk øger uopmærksom spisning – og indtagelse af mere end hvad man egentlig ville [kilde, kilde, kilde, kilde]. Kort sagt: alt, der distraherer fra spisningen, ser ud til at øge indtagelsen. Og siden 1980’erne er der kommet en del flere distraktioner til. Ikke mindst i form at smartphones. Et studie fra 2019 fandt, at smartphone-brug under spisning, medførte et 15% højere kalorieindtag [kilde], hvilket dog var det samme som hvis man sad og læste en printet tekst. Det er altså ikke mediet, der afgør forstyrrelsen, men tilgængeligheden. Og telefonen er der typisk altid.

Summa summarum: portionsstørrelser bestemmer i høj grad mængden, vi spiser, af en række velbeskrevne grunde. Men hvad er der så egentlig sket med portionsstørrelserne?

5. "Super Size Me"

I en amerikansk undersøgelse fra 2002, fandt man, at størrelsen på især “klar til at spise”-mad (eng. “ready to eat” foods) steg meget stejlt fra 1980’erne, hvor fedmekurven ligeledes begyndte at tordne opad. De fortsatte med at stige markant i 90’erne og har siden været støt stigende, parallelt med fedmeforekomsten [kilde].

Hvornår blev de større portionsstørrelser introduceret? Denne figur er baseret på 181 produkter, og viser, hvornår en “super size”-version blev introduceret. Figuren er fra  dette studie .

Hvornår blev de større portionsstørrelser introduceret? Denne figur er baseret på 181 produkter, og viser, hvornår en “super size”-version blev introduceret. Figuren er fra dette studie.

Samme undersøgelse kiggede på specifikke fødevarer, og som du kan se herunder, var stigning i portionsstørrelse for cookies (altså, rigtige cookies – ikke dem du accepterer når du besøger forskellige hjemmesider) på op mod 700%! Produkter såsom pommes frites, bagels, steaks, muffins og pastaretter var “kun” fordoblet i størrelse:

Graf over udviklingen i portionsstørrelser for forskellige fødevarer og retter, i USA, baseret på data fra både FDA og USDA. Figur hentet fra  dette studie .

Graf over udviklingen i portionsstørrelser for forskellige fødevarer og retter, i USA, baseret på data fra både FDA og USDA. Figur hentet fra dette studie.

Samme studie afslørede også en række indirekte indikatorer for den øgede tilgængelighed af store portionsstørrelser. Her er hvad de havde fundet, som var anderledes i forhold til for før fedmeepidemien – allerede i 2002 (det er vist kun blevet værre siden):

  1. Store størrelser bruges som salgsargument (“Double gulp” for drikkevarer; “Super Size” for kæmpemenuer, etc.)

  2. Fastfood-firmaer øger den positive opmærksomhed på større produkter, ved at reklamere på skilte, badges på personale og dækkeservietter.

  3. Selv producenter af “slankemad” reklamerer for større portioner (fx “Lean cuisine” og “Weight Watchers”).

  4. Kæderestauranter promoverer deres “super size”-produkter direkte i menuen, og restaurantanmeldelser fokuserer ligeledes positivt på portionsstørrelserne.

  5. Restauranter bruger større tallerkener, bagerbutikker sælger større muffinforme, pizzeriaer bruger større pander (til deep pan-pizzaer) og fastfoodrestauranter bruger større sodavands- og pommes frites-beholdere.

  6. Bilproducenter har installeret større kopholdere, for at kunne passe til større drikkevarer, hvilket samtidig normaliserer disse.

  7. Identiske opskrifter på småkager og desserter i gamle og nye versioner af klassiske kogebøger, foreslår færre portioner ud fra samme mængde – altså foreslås portionerne at være (markant) større.

Alt i alt peger studiet på, at stort set alle “klar til at indtage”-føde- og drikkevarer – allerede for 16 år siden – var steget markant i størrelsen. Standarden har altså rykket sig og fra foregående afsnit ved du, at det i dén grad påvirker, hvor meget vi indtager.

I dokumentarfilmen “Super Size Me” fra 2004, viser Morgan Spurlock hvad der sker, hvis man hver dag lader sig lokke af fastfood-firmaernes tilbud om større portioner.

I dokumentarfilmen “Super Size Me” fra 2004, viser Morgan Spurlock hvad der sker, hvis man hver dag lader sig lokke af fastfood-firmaernes tilbud om større portioner.

Noget lignende er sket i Danmark – om end ikke helt i samme skala som i USA. I en artikel fra 2003 udført af danske forskere fra Fødevarestyrelsen, finder de blandt andet, at sukkersødede drikke, slik, chokolade og is er steget i størrelse med mellem 20% og 100% (en fordobling) siden 1960’erne. Særligt tydelig var væksten mellem start 90’erne og frem til udgivelsen af studiet [kilde].

Som eksempel peger de på Haribo, der kom med den første “økonomipose” i 1976, indeholdende hvad der dengang var voldsomme 150 g. I 1991 introducerede de posen med 400 g, der de følgende mange år primært var at finde i grænsehandlen. I dag er det den version, der hænger øverst på mange tankstationer i Danmark (se billedet nedenfor). Det er, med andre ord, default-størrelsen.

Et godt billede på Det Fedmefremmende Samfund: når en 400-gramspose er standardstørrelsen, hvis man vil have slik på tanken. Se opslaget,  her .

Et godt billede på Det Fedmefremmende Samfund: når en 400-gramspose er standardstørrelsen, hvis man vil have slik på tanken. Se opslaget, her.

Falder du for “unit bias”-mekanismen og tømmer posen selv, får du hele 1380 kcal. Det svarer til en hel pizza med ekstra ost [kilde].

Men som i USA er der også adskillige mekanismer i Danmark, der direkte belønner overindtagelse. Supermarkeder nøder os konstant til at købe mere end vi havde planer om – uanset om det er frugt eller frysepizzaer – og har placeret slik, chokolade og sodavand det eneste sted, hvor du er tvunget til at stå stille: ved køen til kassen. Ved at sikre, at du også har været forbi grøntafdelingen (der, som bekendt, altid er de første man møder, på trods af det usmarte i at have tomater og avocado i bunden af en indløbskurv), tænder de desuden for en mekanisme, der faktisk øger sandsynligheden for, at du køber de kalorietætte treats: “Licenseffekten”.

Licenseffekten – eller “moralsk selvlicensering”, som det kaldes i litteraturen – beskriver hvordan et tidligere valg, der booster vores positive selvbillede (fx at putte grønkål og gulerødder i indkøbskurven), giver os “licens” til selvforkælelse (fx i form af søde sager) [kilde].

Men simplere mekanismer virker også. I 7-Eleven har man nogle steder valgt at give mængderabat på bland-selv-slik. Prisen per 100g falder simpelthen drastisk, når du køber mere end et halvt kg. Og dette skal i øvrigt lægges oveni effekten af variation: vi spiser simpelthen mere, når der er mere forskelligt at vælge mellem [kilde]. Denne effekt drives nok af det, man kalder sensorisk mæthed. Det dækker både over, at nydelsen ved en bestemt smag falder, jo mere vi indtager af den i ét måltid – samt, at appetitten på andre smage faktisk stiger [kilde]. Det betyder eksempelvis, at et salt måltid øger lysten til noget sødt (hvilket de fleste oplever efter frokost og/eller aftensmaden), men det gælder også, når det kommer til mindre variationer, fx i bland-selv-slik.

Hvor meget slik har du egentlig lyst til? Den overvejelse ryger i baggrunden, når du øjner hvad der intuitivt virker som en god handel. Men det er kun en god handel for forhandleren.

Hvor meget slik har du egentlig lyst til? Den overvejelse ryger i baggrunden, når du øjner hvad der intuitivt virker som en god handel. Men det er kun en god handel for forhandleren.

6. Out of sight, out of mind. Og omvendt.

Det er ikke kun store portioner, gode tilbud og variation, der inviterer til merspisning. Bare det at se lækker mad, er nok til at give os gode idéer. Også selvom vi ikke er sultne.

Overalt er vi omgivet af appetitvækkende “food cues”, der – koblet med egne erfaringer om glæderne ved at give efter for dem – kan skabe en craving, der er svær at ignorere [kilde]. Kanelduften fra bagerbutikken, billeder af burgere, ja, selv lyden af sprøde chips kan få munden til at løbe i vand og igangsætte tankerne om nydelsen ved at spise dem, næsten før vi bevidst har registreret fristelserne.

Selv indirekte food cues får os til at spise mere. Det er blandt andet vist i et elegant studie fra 2017 på 112 college-studerende [kilde]. Forsøgsdeltagerne blev opdelt i to grupper, der skulle “udsættes” for to forskellige opstillede miljøer:

  1. Et laboratorie, opstillet så det lignede en typisk, amerikansk fastfood-restaurant, med borde og stole, båse og baggrundsmusik.

  2. Et neutralt laboratorie.

Deltagere i begge grupper spiste frokost en time før forsøget skulle foregå og fik poletter, der senere kunne byttes til enten fastfood eller aktiviteter, såsom at spille på en tablet. Resultat: Gruppen, der sad i fastfood-miljøet, følte sig mere sultne end de, der sad i et neutralt miljø og endte med at spise gennemsnitligt 220 kcal mere.

På trods af den selvoplevede sult, nød de ikke maden mere, end de andre, selvom maden var den samme. Food cues øger altså craving (fagsprog: wanting), men ikke nydelse (fagsprog: liking) – to oplevelser, der i øvrigt generelt har vist sig at være afkoblede [kilde].

Alle disse food cues fungerer nemlig som fristelser. Det betyder, rent praktisk, at de skaber et behov, som ikke var der før; cravingen opstår (eller forstærkes) som respons på fristelsen. Det har fået nogle forskere til også at spekulere i, hvorvidt flotte billeder og videoer af mad i diverse medier – såkaldt food porn – spiller en central rolle i at få os til at spise for meget [kilde]. Hvordan reagerer du på at se saftige burgere på Instagram eller kunstnerisk konditori i Den Store Bagedyst?

At se “Den store bagedyst” eller anden food porn kan skabe en craving, der ikke var der før. Foto: Conny Kaalund O'Carroll / DR

At se “Den store bagedyst” eller anden food porn kan skabe en craving, der ikke var der før.
Foto: Conny Kaalund O'Carroll / DR

Både food porn-fotos og fastfoodmiljøer er markant mere forekommende i dag, end før fedmeepidemien. Men ingen af dem er dog nødvendige for at vække vores appetit. Vi er nemlig ofte omgivet af velsmagende snacks – enten fede og salte, eller (ofte fede og) søde – der stimulerer vores hjerne, øger appetit og sult [kilde] og trigger os til at spise.

Det sker kun sjældent, at man i Vestlige samfund ikke har adgang til nemme kalorier. Vi har skabene fyldt med alt fra nøddemix, granola-barer, rosiner og peanuts, til chips, slik og chokolade. Der står skåle med bolsjer fremme på arbejdspladserne og mange har fri adgang til kalorieholdige drikkevarer. Når vi ved de er der, fristes vi.

Allerede tilbage i 1992, da fedmeepidemien endnu ikke var i fuld flor, opdagede en gruppe forskere, hvor dramatisk effekten af fristelser kan være [kilde]:

I et forsøg skulle 10 mænd fra midt-20’erne til midt-30’erne bo i 11 dage på en forskningsafdeling, hvor alt hvad de spiste blev registreret, sammen med deres energiforbrug og kropsvægt. Benspændet var, at de havde konstant adgang til en række forskellige automater, indeholdende færdigretter og snacks. Høj tilgængelighed af håndholdt, hypervelsmagende, energitæt mad, som model for det fedmefremmende samfund.

Efter fire dages tvungen vægtstabilitet gennem kaloriekontrol, fik deltagerne lov til at spise præcis hvad og hvor meget de “ønskede” (skal forstås som “havde lyst til”, ikke “ville”) i de følgende syv dage. Og resultatet var mildest talt dramatisk: forsøgsdeltagerne spiste i gennemsnit 1.546 kcal mere per dag – og tog hver 2,3 kg på – på én uge.

Forsøgsdeltagerne spiste i gennemsnit 1.546 kcal mere per dag – og tog hver 2,3 kg på – på én uge.

Hvor meget ekstra ville du spise, hvis du altid havde mulighed for at trække en snack i en automat?

Hvor meget ekstra ville du spise, hvis du altid havde mulighed for at trække en snack i en automat?

7. Kagekultur, kærlighed og konkurrencer

I det år jeg forskede til mit speciale (på diabetesafdelingen på Aarhus Universitetshospital) var der næsten dagligt en fødselsdag, en barselsafsked, et barselsbesøg, en accepteret publikation, et afleveret speciale eller en PhD-afhandling – eller noget syvende, der krævede fejring. Og fejring krævede kage. Selvom de fleste gik på arbejde uden intentionen om kanelstang eller hjemmebag kl. 15, endte det alligevel stort set altid sådan. Som på mange andre arbejdspladser, var der en slags “kagekultur” – en uskreven enighed om, at enhver anledning til at samles kollegialt, var en anledning til at spise kage.

Et år efter specialet var afleveret, fik vi vores første datter og min kæreste startede i mødregruppe. Her var kage et fast element i de ugentlige møder, og fungerede vist som en slags kollektiv selvforkælelse, ovenpå hårde nætter med nyfødte, hyppigt grædende babyer. Også her var der en kagekultur – en kultur, der fremmer spisning af energitæt mad i fravær af reel sult – og du kan sikkert selv komme på flere eksempler.

Er kage fedende? Eller er det nærmere kagekulturen, der er det?

Er kage fedende? Eller er det nærmere kagekulturen, der er det?

Det er ikke kun på kagefronten, at vi har en kulturelt betinget overspisningsvane. Det ligger også til os at vise omsorg og empati gennem mad [kilde]. Forældre trøster deres børn med søde sager og mødre lokker deres voksne børn hjem, med flerretters menuer.

Gæster nødes til at spise mere, fordi det er en nem måde at forkæle dem på og at løbe tør for mad, er som at løbe tør for kærlighed, så “der skal ikke mangle noget”. De voksne børn spiser moders mad, fordi de ikke vil afvise hendes kærlighed og gæsterne gør det samme, fordi det gør værtinden glad. Vi har altså en madkultur – et socialt miljø – der forhindrer os i at sige “nej tak”.

Nu kunne det næsten lyde som om, at jeg primært beskyldte kvinder for at stå bag denne uheldige madkultur. Men udover, at mænd også bidrager til ovenstående, har vi et helt overspisnings-drive næsten for os selv: konkurrence! Hvem kan spise den største burger eller bøf? Hvem kan spise flest pizza-slices eller flest portioner risalamande? Det opfattes som mandigt at spise op, mandigt at spise meget og mandigt at spise sovs [kilde, kilde, kilde] – og nogle mænd har sågar, ifølge dem selv, “…en aftale med kaninerne: De holder sig fra min mad, så holder jeg mig fra deres.”

Oveni i alt dette har vi også en række fælles, kulturelt betingede overbevisninger, der bidrager til overindtagelse. Den mest centrale er, at man skal spise op. Argumenterne spænder fra, at det skulle øge sandsynligheden for godt vejr i morgen, til at det går ud over fattige og sultne afrikanske børn, hvis vi lader noget gå ud. Det kræver ikke megen tankevirksomhed at indse, at ingen af disse argumenter giver mening, men de fleste ser det stadig som madspild, hvis tallerkenen ikke tømmes og det levnede ryger i skraldespanden. Som om, at det er mindre spild at overspise, end det er at smide ud.

Vi har altså en række indgroede overbevisninger, der bidrager til en madkultur med overindtagelse som fast element. Overindtagelse handler dog ikke kun om, hvor meget mad, der kommer indenbords. Det handler også om hvad.

8. Sulten eller svært overvægtig?

Når fødevarer stemples som “fedende” eller “slankende” gøres det ofte på et uvidenskabeligt grundlag – typisk udelukkende ved at fokusere på sukkerindholdet, på trods af, at dette ikke giver mening. Men selvom der ikke findes fødevarer, der altid feder eller altid slanker, så findes der faktisk to gode mål for deres potentiale for at bidrage til kalorieoverskud eller -underskud: Energitæthed og mæthedsindeks. En forståelse for disse kan guide os til hvilke fødevarer vi skal være “forsigtige med” (læs: nyde i små mængder) og hvilke vi absolut ikke behøver at være forsigtige med [kilde].

Energitæthed

Energitæthed er et mål for mængden af kalorier per 100 gram af en fødevare. Jo mere energitæt en fødevare er, jo mindre kan man spise af den, uden at tage på. Og omvendt. Det samme regnestykke kan laves for sammensatte måltider og vores kostvaner, generelt. Energitætheden er den, der står øverst under “Næringsindhold per 100 gram” bag på alle fødevarer, hvor den angives i både kcal og kJ. Fødevarer med en højere energitæthed medfører ofte spontant højere energiindtag [kilde, kilde, kilde].

I den ene ene af skalaen, har vi grøntsager, der typisk indeholder under 50 kcal/100 gram – jo mere vandholdige jo lavere kalorieindhold. Frugt ligger kun lidt højere; typisk omkring 50 kcal/100 g, mens en banan sniger sig op i nærheden af 100 kcal/100 gram. Mælkeprodukter såsom yoghurt og hytteost ligger lige under 100 kcal/100 gram, magert kød ligger typisk på mellem 100 og 150 kcal/100 gram og det samme gør bønner og linser (efter de er udblødt eller kogt). [kilde, kilde]

I den anden ende af skalaen findes de meget fedtholdige produkter: olier (900 kcal/100 gram), smør (743) og mayo (730), samt fede dressinger og sovse (300-500+). Disse indtager vi dog typisk som tilbehør til noget andet, mindre energitæt – selvom der desværre hersker en fedtforherligelse for tiden, der blandt andet får folk til at smide store mængder smør og olie i deres kaffe, som vægttabsstrategi.

Og så er der “nydelsesvarer”, der typisk indtages som separate snacks, mellemmåltider eller måltider: Kager, småkager og kiks indeholder for det meste langt over 400 kcal/100 gram og ofte over 500. Chokolade – både lys og mørk – indeholder omkring 550 kcal/100 gram og det samme gælder for chips og andre salte snacks, mens vingummi og lakrids ligger på omkring 350 kcal/100 gram. [kilde] Pommes frites ligger på omkring 350 kcal/100 gram, ristede pølser og hotdogs rammer gennemsnitligt knap 300 kcal/100 gram, pizzaer 285 og burgere 240. [kilde]

Det sidste lyder måske ikke så slemt, men når vi samtidig tager portionsstørrelserne i betragtning (som vi ved påvirker hvor meget vi spiser) opstår problemerne:

  • En croissant eller en muffin fra 7-Eleven indeholder knap 400 kcal [kilde].

  • Én pizza indholder gennemsnitligt over 1.200 kcal [kilde].

  • Én pose slik på 400 g (som vist tidligere) indeholder næsten 1.400 kcal.

  • En menu på Burger King eller McDonald’s løber nemt op over 1.500 kcal – og begge steder (og sikkert også mange andre steder) kan du få burgere, der alene indeholder over 1.000 kcal [kilde, kilde].

En primært stillesiddende voksen skal gennemsnitligt ikke have mere end 2.500 kcal/dag og det anbefales, at vores kost har en gennemsnitligt energitæthed på 125 kcal/100 gram [kilde]. Det er ikke svært at se, hvor hurtigt man kan komme over sit “budget”.

Mæthedsindeks

Mæthedsindeks er et mål for, hvor meget en fødevare mætter per kalorie. Jo højere mæthedsindeks en fødevare har, jo større mæthed vil du opleve, per indtagne kalorie fra denne fødevare. Sagt på en anden måde: jo færre kalorier har du fået, når mætheden indtræffer. Omvendt betyder det, at jo lavere mæthedsindeks en fødevare har, jo flere kalorier vil du få indenbords, før mætheden indtræffer. En nylig gennemgang af 12 forskellige studier har fastslået, at en øget mæthed gennem manipulation af kosten, virker som vægttabsstrategi [kilde].

Mæthedsindeks afhænger i høj grad af energitæthed, fordi det at få maven fyldt er en af de største årsager til, at vi føler os mætte. Derfor virker det at drikke et stort glas vand inden eller til et måltid [kilde, kilde, kilde], men også et højere indhold af kostfibre og protein øger mæthedsindekset [kilde, kilde]. Omvendt sænker det mæthedsindekset at tilsætte fedt eller sukker som “tomme kalorier”, da de i deres rene form ikke tilfører nok mæthed per kalorie.

I et efterhånden ikonisk studie fra 1995, testede forskere en række forskellige fødevarer, for at fastslå deres mæthedsindeks [kilde] – både ud fra deltagernes egen vurdering og ud fra, hvor meget de senere spiste fra en buffet. Her fandt man netop fødevarer med et højt vandindhold (og dermed lav energitæthed) og fiberindhold – såsom vindruer, appelsiner og æbler – i toppen af listen, sammen med fedtfattige proteinkilder, såsom hvid fisk. Helt i toppen, langt over alle de andre var kogte kartofler – på trods af, at deres energitæthed er næsten det dobbelte af appelsiners. Det indikerer, at også den matrix (komplekse, tredimensionelle struktur) som kalorierne er bundet i, spiller en rolle.

En kogt kartoffel er den fødevare, der har det højeste mæthedsindeks vi kender til. Dermed er den det tætteste vi kommer på en slankende fødevare.

En kogt kartoffel er den fødevare, der har det højeste mæthedsindeks vi kender til. Dermed er den det tætteste vi kommer på en slankende fødevare.

Her er det vigtigt at hæfte sig ved ordet “kogt”, for kartofler findes efterhånden på mange former, hvor både strukturen og energitætheden er ændret markant – fx smørfyldt kartoffelmos, pommes frites og chips. Og disse smagfulde ændringer er et godt eksempel på, hvordan vores fødevarer generelt er blevet manipuleret på en måde, der fremmer fedmeudvikling i samfundet.

9. Fedt, forarbejdning og food addiction

Når vi nu konstant fristes, nødes (eller direkte presses) til at spise mere end vores sult signalerer, ville det være fantastisk, hvis maden samtidig var mindre energitæt eller havde et højere mæthedsindeks. Desværre er det modsatte tilfældet.

Moderne fødevareteknologi har først og fremmest sørget for en enormt høj fødevaresikkerhed: vi kan være trygge ved, at det vi spiser, ikke gør os syge eller slår os ihjel – endda efter lang tids opbevaring. Men samtidig har den muliggjort målrettet udvikling af fødevarer, designet med ét formål: at lokke os til at spise dem, uanset om vi er sultne eller ej.

Kigger vi udelukkende på det fødevareteknologiske aspekt (og ignorerer indpakning, placering i supermarkeder og på tankstationer, samt reklamer) kan dette blandt andet opnås ved:

  1. at gøre dem mere bekvemme at indtage – fx ved at gøre dem håndholdte (muffins, cookies, kiks, chokoladebarer, pølsehorn, træstammer, doughnuts, etc.) eller mundrette (slik, chokolade, chips, pommes frites, saltede nødder)

  2. at tilpasse deres konsistens og mundfølelse – fx gennem tilsætning af stivelse, emulgatorer og konsistensmidler, hvilket gør dem nemme at tygge, synke og overspise [kilde].

  3. at gøre dem mere velsmagende – fx gennem tilsætning af fedt (også gennem fx friturestegning), salt, sukker, smagsgivere og aromaer.

Udover at forbedre smagen, er det tilsætningen af fedt især – men også raffinerede kornprodukter og i mindre grad sukker – der gør, at disse hypervelsmagende fødevarer typisk indeholder langt flere kalorier per vægt eller volumen end de mindre forarbejdede. Som du kan se af figuren herunder, stod tilsat fedt for lige knap halvdelen af de ekstra kalorier, som amerikanerne fik i 2010 sammenlignet med i 1970:

Hvor kommer kalorierne fra? Grafen viser hvilke fødevarekomponenter, der har bidraget til amerikanernes højere kalorieindtag i 2010, sammenlignet med 1970. Data: US Department of Agriculture Economic Research. Tilpasset fra  denne artikel .

Hvor kommer kalorierne fra? Grafen viser hvilke fødevarekomponenter, der har bidraget til amerikanernes højere kalorieindtag i 2010, sammenlignet med 1970. Data: US Department of Agriculture Economic Research. Tilpasset fra denne artikel.

Og det er der ikke noget at sige til. At noget smager fedt – eller rettere: giver en fornemmelse af fedt i munden – driver os nemlig til overindtagelse i sig selv [kilde, kilde]. Det samme gør sødme og den salte smag, men i betragteligt mindre grad og den sikreste måde at få os til at indtage for mange kalorier, rent sensorisk, findes sandsynligvis i kombinationen af fedt og salt [kilde], efterfulgt af kombinationen af fedt og sødt.

Netop disse to kombinationer er i øvrigt fællestrækkene for de fødevarer, som flest føler sig “afhængige” af. I et studie på 1.495 universitetsstuderende, fra 2017 [kilde], hvor 12,6% af dem kunne klassificeres som “madafhængige”, oplevede størstedelen af disse problemer med fødevarer, der var enten fede og salte eller fede og søde (henholdsvis 30% og 25%). Kun ganske få (5%) oplevede det samme med primært sukkerholdige fødevarer.

Det samme fandt man i et studie fra 2015, der undersøgte hvilke fødevarer, der var mest forbundne med afhængighedslignende spiseadfærd [kilde]. Studiet, der brugte samme skala for “madafhængighed“ som det ovenstående (Yale Food Addiction Scale, YFAS), bestod af to separate forsøg. På billedet herunder kan du se top 10-listerne over de fødevarer, som deltagerne følte, at de mistede kontrollen over:

det fedmefremmende samfund 14
Hvilke fødevarer bliver vi mest “afhængige” af? Som du kan se af disse top 10-lister, er det primært de fede/søde og fede/salte – og stort set kun “ultraforarbejdede fødevarer”.

Hvilke fødevarer bliver vi mest “afhængige” af? Som du kan se af disse top 10-lister, er det primært de fede/søde og fede/salte – og stort set kun “ultraforarbejdede fødevarer”.

Men der var én ting mere, der var fælles for de afhængighedsskabende fødevarer: forarbejdningsgraden. Samtlige fødevarer, lige med undtagelse af ost, kan klassificeres som ultraforarbejdede fødevarer – altså fødevarer, der i større eller mindre grad er designet efter to ting: 1) velsmag og 2) nemhed (eng. convenience).

Igen er det vigtigt at understrege, at man ikke bare kan skære alle forarbejdede fødevarer over én kam. Forarbejdning er et alt for bredt begreb, der, foruden fødevaresikkerhed, giver os frostgrønt, fuldkorns- og fiberrigt brød [kilde], færdigretter fyldt med gode råvarer og vitamin-/proteinberigede produkter, der sikrer mod fejlernæring, samt meget andet godt. Netop derfor er begrebet “ultraforarbejdet” blevet til, som beskrivelse af netop de fødevarer, der i kraft af deres design ofte medfører overindtagelse af kalorier (selvom det kan være svært at afgrænse kategorien [kilde]). Som det er beskrevet i en artikel fra 2013 [kilde]:

Many forms of food processing are beneficial. But what is identified and defined here as ultra‐processing, a type of process that has become increasingly dominant, at first in high‐income countries, and now in middle‐income countries, creates attractive, hyper‐palatable, cheap, ready‐to‐consume food products that are characteristically energy‐dense, fatty, sugary or salty and generally obesogenic.

Men tilbage til de “problematiske fødevarer”: Når en fødevare tilfredsstiller flere smagsbehov samtidig (som både pizza og chokolade gør det) og er nem at indtage i store mængder, så øger det sandsynligheden for, at vi både craver den, bruger den til trøst, fejring og forkælelse – og overspiser den. Derfor er det også tidligere blevet foreslået, at det netop er disse egenskaber, der er fællestrækket for potentielt afhængighedsskabende fødevarer [kilde].

Hvorvidt madafhængighed eksisterer (afhængighed er et komplekst begreb) er til stadig debat. Det er dog indiskutabelt, at smag, energitæthed og mæthedsindeks er afgørende for fødevarers effekt på risikoen for overvægt hos os, der spiser dem. Og det er heller ikke til debat, at vi som mennesker ofte føler os svært afhængige af at kunne kvæle vores cravings eller dulme vores indre uro eller nedtrykthed med mad. Det betyder selvfølgelig også, at vi ofte spiser disse fødevarer, selvom vi ikke er sultne. Vi bruger dem til at dække andre behov. Men nu er der faktisk også god evidens for, at vi tager på af en kost rig på ultraforarbejdede fødevarer – selvom vi spiser dem “på samme måde” som mindre forarbejdede af slagsen.

Et studie fra 2019, der varede én måned, udsatte forskerne 20 vægtstabile, moderat overvægtige voksne for to forskellige diæter [kilde]:

  1. En “uforarbejdet kost”.

  2. En “ultraforarbejdet kost”.

Du kan se eksempler på, hvad de fik at spise, her:

Eksempel på henholdvis en uforarbejdet morgenmad (venstre) og en ultraforarbejdet morgenmad (højre). Drikkevarerne til højre er iblandet kostfibre for at matche indholdet i den uforarbejdede morgenmad, men er ellers kaloriefri.

Eksempel på henholdvis en uforarbejdet morgenmad (venstre) og en ultraforarbejdet morgenmad (højre). Drikkevarerne til højre er iblandet kostfibre for at matche indholdet i den uforarbejdede morgenmad, men er ellers kaloriefri.

Alle forsøgsdeltagerne var to uger på den ene kost og to uger på den anden og til alle måltider fik de tilbudt samme antal kalorier – og samme mængde protein, fedt, kulhydrat og kostfibre – for at sikre, at dette ikke var årsagen til en eventuel forskel. Selv energitætheden var identisk og de måtte spise præcis lige så meget af det serverede, som de ville. Studiet testede altså udelukkende effekten af forarbejdningsgraden på samlet kalorieindtag og kropsvægt. Og resultatet var tydeligt:

På den ultraforarbejdede kost spiste forsøgsdeltagerne gennemsnitligt 508 kcal/dag mere (fra fedt og kulhydrat) end på den uforarbejdede kost.

De ekstra kalorier satte sig forventeligt som ekstra fedt og deltagerne nåede gennemsnitligt at tage 800 g på, på de to uger på den ultraforarbejdede kost. Omvendt tabte de sig gennemsnitligt 1,1 kg på den uforarbejdede kost.

Men hvorfor spiste de så mere på den ultraforarbejdede kost? Svaret ligger sandsynligvis primært i spisehastigheden: på den uforarbejdede kost indtog forsøgsdeltagerne gennemsnitligt lidt over 30 kcal/minut; på den ultraforarbejdede kost, lå gennemsnittet på næsten 50 kcal/minut. Flere studier har tidligere vist, at netop fødevarer, der kan spises hurtigt, bliver spist hurtigere – og dette medfører en lavere mæthedseffekt, fordi fødevarerne kun kortvarigt stimulerer de sanser, der giver krop og hjerne signal til at føle mæthed [kilde].

Men der sker også noget andet, når vi raffinerer vores fødevarer: med stigende grad af forarbejdning, gør vi flere og flere kalorier tilgængelige for optag. Og det er der ikke taget højde for i kalorietabellerne. I et studie fra 2008, testede man effekten af forarbejdningsgraden på optagelsen af fedt fra jordnødder. Mere specifikt målte man på mængden af fedt i afføringen efter indtagelse af enten hele jordnødder, jordnøddemel, jordnøddesmør og jordnøddeolie. Resultatet var, at jo mere forarbejdede jordnøddeprodukterne var, jo mindre fedt endte i afføringen. I stedet blev det optaget. [kilde].

Det er altså kombinationen af konstante fristelser og food cues, manipulation og mersalg, distraktioner og designerfødevarer – og en udbredt overspisningskultur – der har skabt fedmeepidemien. Desværre har vores forsøg på at stoppe den sandsynligvis forstærket den.

10. Når "løsningen" er en del af problemet

I starten af denne blogpost opremsede jeg nogle af de alternative forklaringer på, hvorfor vi har en fedmeepidemi – og linkede til egne artikler om, hvordan de tager fejl.

Da vi nu ved, at fedmeepidemien kan forklares udelukkende af de ændringer, der er sket i vores madmlijø, er det tid til at forkaste den nok mest udbredte misforståelse: at overvægt er en selvskabt plage.

Nej, fedmeepidemien er en samfundsskabt plage. Og det er i særlig grad en plage for den enkelte, der kæmper med fedme. Både fordi fedme i sig selv typisk reducerer livskvalitet [kilde, kilde, kilde, kilde] og levealder [kilde, kilde], men også som konsekvens af, at man som “offer” for Det Fedmefremmende Samfund tildeles skylden for sin egen situation – på trods af, at denne skyldsplacering er i strid med alt hvad vi ved om årsagerne til overvægt.

Det er nemt at pege fingre. Det er sværere at erkende sandheden, men dét er nødvendigt hvis vi skal knække fedmekurven.

Det er nemt at pege fingre. Det er sværere at erkende sandheden, men dét er nødvendigt hvis vi skal knække fedmekurven.

For fedme er (med ganske få undtagelser) aldrig en selvvalgt situation. Tværtimod viser al vores erfaring, at hvis man er svært overvægtig, er det ens største ønske blive normalvægtig – hvilket underbygges af antallet af slankekure, bootcamps og forløb folk tidligere har kastet sig over (for ikke at nævne bogreolen, der bugner at slankebøger).

Fedme er i stedet det forudsigelige resultat af den rette kombination af arv og miljø – en kombination, der bliver tiltagende typisk, i takt med, at samfundet bliver tiltagende fedmefremmende. Når vi ignorerer dette og i stedet placerer skylden hos den, der kæmper med ufrivillig overvægt, tilføjer vi skyld, skam og dårlig samvittighed til puljen af konsekvenser ved en tilstand, der i forvejen reducerer livskvalitet og levealder for over 650 millioner mennesker, verden rundt [kilde].

Men ikke nok med det: når vi dømmer overvægtige på baggrund af antagelsen om, at de selv er skyld i deres situation, forstærker vi fedmeepidemien.

Forskning viser nemlig, gang på gang, at stigmatisering af overvægtige bidrager til yderligere overspisning og inaktivitet og derigennem til yderligere overvægt [kilde, kilde, kilde]. Stigmatisering dækker over fat shaming, fingerpegen, offentlig udskamning, diskrimination og meget andet, men består også af den helt generelle idé om, at man selv er skyld i sin overvægt.

I en oversigtsartikel fra 2010 skæres konsekvenserne ud i pap [kilde]:

“… weight stigma is not a beneficial public health tool for reducing obesity. Rather, stigmatization of obese individuals threatens health, generates health disparities, and interferes with effective obesity intervention efforts. These findings highlight weight stigma as both a social justice issue and a priority for public health.“

Fedmestigmatisering – der altså kun kan eksistere, så længe vi bare lægger skylden og ansvaret hos den enkelte – truer folkesundheden, skaber sundhedsmæssig ulighed og spænder ben for effektive indsatser mod fedmeepidemien. Men heller ikke dét er nogen nyhed.

“Healthism”

Allerede tilbage i 1980 opfandt og definerede den amerikanske politiske økonom, Robert Crawford, begrebet “healthism” [kilde]. Begrebet dækkede over, hvordan USA’s politiske ideologi i 1970’erne placerede ansvaret for befolkningens sundhed hos den enkelte – på trods af, at folkesygdomme og stigninger i kropsvægt var en direkte og målbar konsekvens af ændringer i samfundet – ikke individet.

“Healthism” dikterede, at ansvaret for en sund befolkning ikke længere lå på regeringens skuldre, men i stedet hos individet, der derved også fik skylden for egen sygdom. Ansvaret blev med andre ord lagt over på ofrene [kilde] og denne tendens har fortsat lige siden.

Problemet, som Crawford beskrev det dengang – og som stadig eksisterer i dag – er, det simpelthen ikke virker at placere både skyld og ansvar for sygdom og usundhed hos den enkelte, netop fordi den enkelte er et produkt af sine omgivelser. Et produkt af samfundet og vores kultur. Som han konkluderer: Så længe healthism dikterer vores forhold til sundhed, vil alle strategier til sundhedsfremme og forebyggelse fejle. Det gælder også på fedmeområdet.

“Luk munden og let røven!”

Overbetoningen af det personlige ansvar for overvægt bygger ikke kun på manglende forståelse for, hvordan miljøet påvirker vores adfærd. Den bygger også på en antagelse om, at man "bare” kan vælge at spise mindre eller spise anderledes. Desværre er det ikke så simpelt.

For miljøet er nemlig ikke den eneste del af ligningen. Var det det, ville vi alle være overvægtige, men det er tydeligvis ikke tilfældet. I dag ved vi, at overvægt og fedme er arveligt [kilde], og at denne arvelighed blandt andet kommer til udtryk som ændringer i hjernen, der påvirker opmærksomhed på mad, appetit, sult og mæthed – og dermed kalorieindtag [kilde, kilde].

“Handler det så ikke bare om at yde selvkontrol?”, spørger du måske. Men hvorfra skulle denne ekstra selvkontrol komme? Der er ingen tvivl om, at det madmiljø vi lever i – i den vestlige verden i dag – er udpræget forskelligt fra det, som vores forfædre skulle overleve i. Og den menneskelige hjerne har primært udviklet sig i (og dermed i respons på) en periode, hvor mad var langt mindre tilgængeligt end i dag [kilde]. Det ser ud til, at vores genetiske ophav stadig driver os mod at spise, så snart mad er tilgængeligt [kilde] og i den korte tid dette madmiljø har eksisteret, har vi ikke kunnet nå at udvikle og selektere for nogen form for modstandsdygtighed imod det. Hvis det da nogensinde sker.

Vi kan ikke blive ved med at skulle skrue op for “viljestyrken” eller selvkontrollen, som respons på et fristende miljø. Derudover er der intet, der tyder på, at det er manglende selvkontrol, der forklarer, hvorfor nogle bliver overvægtige i et fedmefremmende miljø, mens andre ikke gør. Det handler i stedet om noget helt andet.

I en systematisk oversigtsartikel fra 2015, der undersøgte 19 forskellige studier, pegede 15 af dem på, at overvægtige og svært overvægtige havde en forstærket reaktivitet på fødevarestimuli (food cues) i forhold til normalvægtige [kilde].

En metaanalyse fra 2018 af 22 forskellige hjernescanningsstudier – der sammenlignede slanke med overvægtige forsøgspersoner – fandt blandt andet [kilde]:

  1. At hjernerne hos overvægtige generelt var hyperresponsive overfor “food cues”.

  2. At der ikke var god evidens for, at hjernerne hos overvægtige giver for stor eller for lille “belønning” for at spise (to konkurrerende, og tilsyneladende forkerte, hypoteser).

  3. At der ikke var evidens for manglende “systematisk mangel på inhibitorisk kontrol” –altså manglende viljestyrke eller selvkontrol.

Reagerer man på tilstedeværelsen af mad med at spise, handler det altså ikke om nedsat “styrke” til at vælge fra. Det handler om, at den tilstedeværelse simpelthen optager mere af ens opmærksomhed, uden man har valgt det. Det kræver, med andre ord, markant mere kontrol at vælge det fra for nogen end for andre (se eksemplet herunder).

I TV3-programmet “Min fede træner”, ser man tydeligt hvor forskelligt vi reagerer på  food cues . Gennem flere episoder fremstår Frederik Fetterlein decideret fedmeresistent; han ænser ikke maden på bordet og kan ikke tvinge dessert ned, efter han ikke har lyst til mere. Læs mere,  her .

I TV3-programmet “Min fede træner”, ser man tydeligt hvor forskelligt vi reagerer på food cues. Gennem flere episoder fremstår Frederik Fetterlein decideret fedmeresistent; han ænser ikke maden på bordet og kan ikke tvinge dessert ned, efter han ikke har lyst til mere. Læs mere, her.

Er man selv slank og har aldrig kæmpet med vægten, kan det være enormt svært at sætte sig ind i, hvor stærk drivkraften til at spise (for meget) er hos andre. Men hører du til den slanke kategori, vil jeg opfordre dig til at prøve. For uden forståelse, forfalder vi til fordomme.

11. Så hvad kan vi gøre?

Hvordan skal vi handle på denne viden? Hvad kan vi overhovedet gøre? Jo, det første logiske skridt i kampen mod fedmeepidemien, er at stoppe fedmestigmatisering.

Det er én af grunden til, at jeg har skrevet så meget om det – både på FB [her, her, her og her], i blogposts [her og her] og i bogen, “Slut med forbudt” (Politikens Forlag, 2016), hvor vi dedikerede et af de største kapitler til emnet.

Det næste logiske skridt, er at rulle det fedmefremmende samfund tilbage, gennem regulering. Alt det i vores miljø, der i dag får os til at spise for meget, skal reduceres: Der skal være færre fristelser, færre kæmpeposer, færre mega-menuer, mindre muffins (og flere mini-muffins), croissanter og doughnuts. Vi skal lokkes mindre af mersalg – og slet ikke lokkes, når vi står i kø til kassen. Indkøb af slik, chips og sodavand skal være aktive tilvalg, ikke automatreaktioner.

Men denne tilgang vil møde stor modstand – både fra industrien, der vil tabe penge og fra befolkningen, der fejlagtigt vil opfatte det som et indgreb i deres frihed.

Af samme grund vil ingen politikere (endnu) foreslå det, uanset om en enig ekspertstand rådede dem til det. I mellemtiden har vi heldigvis en anden rute at gå. En rute, som nogle af os allerede går: vi kan blive immune overfor Det Fedmefremmende Samfund.

Gennem de sidste seks år, har jeg – sammen med mine kolleger – hjulpet klienter og undervist behandlere i, hvordan man undgår at lade sig påvirke af miljøet; både det fysiske, det psykiske og det sociale. De har fået strategier til at tackle buffeter, julefrokoster og andre overflodssituationer. De har lært at sige “nej tak” til to for samme pris, kage på arbejdet og svigermors portionspression. De er blevet selektive, i stedet for reaktive.

Disse strategier når bredere og bredere ud, blandt andet via vores podcast, “Detox din hjerne”, der i skrivende stund er blevet afspillet over 1 million gange. Men der skal mere til, hvis vi skal stoppe fedmeepidemien. Meget mere.

Indtil videre har hver enkelt skulle kæmpe mod Det Fedmefremmende Samfund alene. Det skal der laves om på. For hvis vi i fællesskab siger fra, kan vi ændre kulturen. Derfor vil jeg – sammen med nogle af landets førende formidlere af evidensbaseret viden om overvægt, vægttab og vægtvedligehold – starte en bevægelse.
Navnet på bevægelsen, er:

Knæk Kurven.

Knæk Kurven samler os til fælles kamp mod det fedmefremmende samfund. Og kampen starter nu. Klik på knappen herunder og meld dig ind i facebook-gruppen #knækkurven. Sammen kan vi ændre samfundet. Sammen kan vi knække fedmekurven i Danmark.

– og deltag i debatten på FB, her.